Veganertendensen fik sit gennembrud i 2017

Veganske føde- og drikkevarer slog i 2017 for alvor igennem hos både forbrugerne og hos detailhandlen. Fra flere sider spås trenden kun at blive en endnu større andel af fremtidens fødevaremarked.
Kokken Rasmus Kofoed fra Geranium tester veganske produkter i en burger. | Foto: Martin Lehmann.
Kokken Rasmus Kofoed fra Geranium tester veganske produkter i en burger. | Foto: Martin Lehmann.

Når man bladrer gennem de største tendenser i føde- og drikkevarebranchen i 2017 både globalt og i Danmark, er det ikke til at vige uden om den veganske trend.

En tendens, der er slået gennem i alt fra supermarkederne og dokumentarer til samfundsdebatten. Ja, selv til landets største aktør på kød i form af Danish Crown.

Der er dog ikke mange producenter eller detailkæder, der ønsker at sætte tal på udviklingen, men i august løftede detailkoncernen Norgesgruppen en anelse op i skørtet. Salgstallene viste en salgsfremgang på tværs af koncernen inden for veganske fødevarer på 76 pct. i løbet af det sidste år, ligesom salget af linser, ærter og bønner er steget med 30 pct. i løbet af de seneste to år.

Herhjemme vidner Dansk Supermarkeds planer om at sælge veganske alternativer til kød ved siden hakket kød i kølemontrerne fra årsskiftet om, at tendensen ikke ser ud til at løje af lige foreløbigt.

Særligt kæderne Føtex og Bilka satser på veganske og vegetariske produkter. I dag er Bilka således det supermarked herhjemme med det største sortiment i kategorien. I et interview med FødevareWatch i november fortalte direktør i Føtex, Thor Jørgensen, desuden, at frugt og grønt er den kategori, som vokser hurtigst i øjeblikket, mens han spår den veganske kategori en stor fremtid.

"Hvor økologi er blevet hvermandseje i dag, er veganer stadig mere et storbyfænomen for nu. Det er en niche, men jeg tror, at det tager et rigtig stort spring i løbet af de næste tre til fem år. Et af de steder, hvor vi kommer til at tage et stort spring på veganervarer, er i vores Føtex Food-butikker, da de er lokaliseret i Aarhus, København og en enkelt i Aalborg. Vi har netop været ude i butikkerne, og vi vurderer, at der er potentiale til at tilføje mellem 50 til 100 flere veganske varer i butikkerne nu," fortalte han og fortsatte:

"Efterspørgslen kommer nu. Det er inden for det seneste år, at den efterspørgsel har rykket sig så markant."

Thor Jørgensen fortalte videre, at særligt Føtex Food-butikkerne i København har brug for flere veganske varer nu.

"Det handler om at være relevant hele tiden og fordi, at vi har flere varer end discounterne, har vi mulighed for at have et mere bredere sortiment på vegansk, og det skal vi som supermarkedskæde udnytte, da det gerne skulle tiltrække nogle flere kunder til vores butikker," lyder det.

Det er dog ikke kun i Dansk Supermarked, at veganske føde- og drikkevarer gror frem på hylderne. Også Aldi, Kvickly, Irma, SuperBrugsen og Lidl tilbyder i stigende grad veganske produkter, faktisk har alle kæder har i dag veganske produkter.

Udvikling kommer efter slid

Udviklingen er dog ikke kommet ud af det blå. Det danske Orkla-selskab Naturli Foods har eksisteret siden 1980 og har ifølge direktør Henrik Lund gennem flere år arbejdet hårdt for overhovedet at få hyldeplads i butikkerne.

"Den største barriere er, at det i øjeblikket er os, som i stor grad investerer i pladsen til de veganske produkter. Supermarkederne er generelt stadig tilbageholdende i forhold til at frigive plads ved at lade plantebaserede produkter gå ind og erstatte nogle af de animalske på hylderne. Der har vi taget det standpunkt, at vi gerne vil investere i den her kategori og i markedet," sagde han til FødevareWatch i oktober og fortalte, at væksten som Naturli Foods oplever på omsætningen og volumen, derfor ikke slår gennem på bundlinjen endnu.

Faktisk forventer han, at selskabet får svært ved at holde dette års plus på 6,3 mio. kr. til næste år.

"Det er lidt en strategisk beslutning. Vi har brugt rigtig, rigtig mange penge på produktudvikling og investering i markedet. Bl.a. til at købe de her store kølere, der bestemt ikke er gratis. Den vækst, vi har på volumen, kan vi derfor ikke se på bundlinjen, da vi investerer i fremtiden i den plantebaserede kategori. På sigt bliver det nok en bedre forretning, end det er nu," lød det.

Mange selskaber om buddet

Naturli Foods var måske blandt de første herhjemme til at tappe ind på  den veganske kategori, men det er bestemt ikke det eneste selskab som gør sig i kategorien. I flæng kan nævnes Løgismose, der har plantefars på vej i kølemontrerne til januar, det nystartede måltidskasseselskab Simple Feast, der leverer 100 pct. vegansk mad, Hanegal, McDonalds og flere andre brugerkæder, der nu tilbyder veganske burgere.

Derudover er flere klassiske kødselskaber i færd med at lægge produktionen delvist om for at imødekomme tendensen med et mindre forbrug af kød.

Et eksempel her er også Hanegal, som ser et potentiale i kødreducerede kødprodukter. Det samme gør landets største kødselskab Danish Crown. Det fortalte koncernens topchef Jais Valeur til FødevareWatch i oktober fra Anuga-messen i Køln.

"Den udvikling skal vi selvfølgelig forholde os til. Vi kan se, at det fylder mere i visse forbrugergrupper, mens det ikke betyder noget i andre. Det er dog noget, vi skal tage seriøst, og vi har også lanceret vegetarprodukter og produkter med et lavere kødindhold inden for Tulip Food Company," fortalte han og understregede, at det handler om at være aktuel for flest muligt.

"Vi skal være i stand til at tilbyde forbrugerne et valg, så der er noget for alle. Er der er nogle, der vil have en kødløs dag eller nogle i familien, som spiser mindre kød, skal vi sørge for at have et tilbud til dem. Det er egentligt sådan, jeg ser vores opgave," lød det videre.

Med opmærksomhed kom også modvind

Selvom 2017 blev året, hvor veganertendensen for alvor cementerede sig i fødevaresektoren, har det ikke været lutter lagkage.

Den amerikanske Netflix' dokumentar "What The Health" fik i efteråret først stor bevågenhed for dokumentarens påstande om konsekvenserne ved at spise animalske produkter og fik siden endnu mere bevågenhed, da det vidste sig, at en lang række af dokumentarens mest centrale påstande enten var forkerte eller stærkt overdrevene.

Det sendte dokumentaren og spørgsmålet omkring sundhedseffekterne ved en vegansk livsstil i et medieuvejr.

Ikke desto mindre, er der ikke meget som tyder på, at andelen af personer, der lever vegansk, vegetarisk eller blot skipper kød en dag om ugen, vil aftage. I hvert fald ikke, hvis man ser på, hvad der hitter blandt nogle af verdens største forretningsmænd.

Det amerikanske selskab Impossible Foods, der laver veganske kødalternativer, har således rejst over 273 mio. dollars primært i år, hvor prominente herrer som Bill Gates og medstifter af Facebook Dustin Moskovitz har kastet flere millioner i virksomheden.

Også det californiske planteselskab Beyond Meat, der blev stiftet af iværksætteren Ethan Brown i 2009, har haft vind i investorsejlene i år. Selskabet har rejst over 17 mio. dollars de seneste år og har blandt andre Hollywood-skuespilleren Leonardo DiCaprio med i ejerkredsen.

"Husdyrindustrien er en kæmpe udleder af CO2-udledning. Et skifte fra dyrekød til plantebaseret kød udviklet af Beyond Meat er en af de mest virkningsfulde foranstaltninger, du som enkelt individ kan gøre for at mindske dit klimaaftryk," udtalte han i relation til sit engagement i selskabet.

Vegetarbølgen slår ind over de danske McDonalds-restauranter

Løgismose Meyers ser stort potentiale i plantefars

Stjerneinvestorer sætter tænderne i vegetarburger

Leonardo DiCaprio går ind i voksende plantefarsselskab

Naturli' Foods plantefars rammer de danske butikker

Endomondo-rigmænd klar med kødfri måltidskasser

Naturli' Foods investerer væksten frem i vegetarkategorien

Væksten gror frem mellem grønt og convenience i Føtex

Jais Valeur ser tegn på ny konkurrencesituation

Hanegal helliger sig conveniencekategorien med nyt selskab

Hanegals franske eksporteventyr lader vente på sig

Hanegal kaster de første terninger i generationsskifte

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også