Forskere opdager en ny grundsmag

Hvis folk bliver bedt om at nævne de grundsmage, som vores smagsløg kan registrere, vil de fleste nok kunne nævne surt, sødt, salt og bittert. Men faktisk findes der en femte grundsmag i spektret, og nu mener amerikanske forskere, at vi skal føje endnu en til samlingen.
Det skriver Washington Post.
Den femte grundsmag hedder umami, hvilket er et japansk ord, der betyder noget i retning af ”dejlig smagfuldt”. Smagen findes blandt andet i kød, ost og sojasovs.
Men nu mener forskere fra det amerikanske Purdue University altså, at de har fundet beviser for, at vi kan registrere en sjette grundsmag – nemlig fedt. I et nyt studie har de ifølge avisen fundet frem til, at fedt spiller sammen med vores smagsløg på samme måde, som de fem andre smage gør.
”Fedt er højst sandsynlig en af grundsmagene. Jeg mener, at vi har ret klare beviser for det,” udtaler Richard Mattes, der er professor i ernæringsvidenskab og har stået i spidsen for studiet, til Washington Post.
Og ifølge forskeren rummer opdagelsen enorme muligheder for fødevareindustrien, da man med tiden vil kunne genskabe smagen af fedt og derved skabe fødevarer, som smager bedre eller måske endda indeholder mindre fedt.
”Vi kan isolere den (smagen, red.) og bruge den på samme måde, som vi bruger de andre grundsmage. Denne forståelse kan have enorme konsekvenser for fødevareindustrien,” siger Richard Mattes til avisen.
Forskerne har allerede døbt smagen oleogustus baseret på det latinske ord for olie (oleo) og det latinske ord for smag (gustus).
Der skal mere smag i grøntsagerne
Studerende forvandler 700 kilo svampe til unik smagsforstærker
Unge går uden om den varme kartoffel
Chr. Hansen står godt rustet til farveskift i USA