Vækst peger ned i Chr. Hansen-regnskab

Der vil være fokus på Chr. Hansens overskudsgrad, når ingredienskoncernen onsdag kommer med regnskab for tredje kvartal, hvor den organiske vækst samtidig ventes at være mindre end de seneste kvartaler.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS

Når Chr. Hansen onsdag kommer med regnskab for tredje kvartal, forventes den organiske vækst at være mindre end de seneste kvartaler.

Ifølge et estimat indsamlet af Ritzau Finans blandt op til ni analytikere er der udsigt til en omsætning på 223,4 mio. euro, hvilket vil være lig med en organisk vækst på 6,8 pct. i forhold til samme kvartal året før.

Derudover venter analytikerne, at Chr. Hansen vil lande et driftsoverskud før særlige poster på 61,4 mio. euro - en fremgang fra 54,3 mio. euro året før. Der er dog udsigt til et lille pres på marginerne, idet analytikerne regner med en overskudsgrad på 27,5 pct. mod 27,8 pct. sidste år.

"Det vil være marginen, der vil være fokus på, for det er på toplinjen, at Chr. Hansen har overrasket i år, mens marginerne omvendt har skuffet," siger Michael Friis Jørgensen, der er aktieanalytiker hos Alm. Brand Markets, til Ritzau Finans.

"Det er her slaget står, men marginen bliver formentlig presset i det her kvartal grundet en svag toplinje på grund af blandt andet lageropbygninger hos kunder," siger han.

Det er især i divisionen Health & Nutrition, at den organiske vækst ventes at være markant lavere, da en enkelt kunde grundet lageropbygning sparkede væksten op i andet kvartal.

Derudover vurderer han, at Chr. Hansen i den første halvdel af året er løbet lidt over evne i den største forretningsdivision, Cultures & Enzymes, hvor det blandt andet sælger kulturer til yoghurt og ost.

Ny kapacitet vil løfte overskudsgrad

Hos Sydbank er man derimod en anelse mere optimistiske omkring kvartalet. Selvom flere af de store yoghurtproducenter har meldt om svage markeder, har der omvendt ifølge Sydbank være godt gang i ostesalget, mens banken peger på, at Chr. Hansen tidligere har været i stand til at trodse svage yoghurtmarkeder.

Chr. Hansen har desuden udvidet faciliteterne til produktion af kulturer i Avedøre, og det, venter Sydbank, vil have en positiv effekt på overskudsgraden i divisionen i tredje kvartal.

"Vi forventer, at den nye produktionskapacitet efter en indkøringsperiode vil bidrage til at løfte divisionens overskudsgrad. Yderligere vil det stigende salg også bidrage positivt til at øge divisionens overskudsgrad," skriver senioranalytiker Morten Imsgard i en optakt til regnskabet.

I farvedivisionen, Natural Colors, der har været lidt af et problembarn for Chr. Hansen, vil investorerne og analytikerne blandt andet have fokus på, om der fortsat er gode takter i Asien, hvilket var tilfældet i andet kvartal.

"Det er afgørende for divisionens langsigtede vækstambitioner, at det kinesiske marked bidrager med betydelig organisk salgsvækst. Vi forventer fortsat ikke en acceleration i salgsvæksten i USA, hvor konverteringen fra syntetiske til naturlige farver går betydeligt langsommere end i Europa," skriver Morten Imsgard, der anbefaler salg af Chr. Hansen-aktien.

Blandt analytikerne er der overordnet enighed om, at Chr. Hansen vil fastholde forventningerne til hele årets resultat.

Fire ud af fem analytikere, som Ritzau Finans har spurgt, regner med, at Chr. Hansens forventninger vil blive fastholdt, så de også efter regnskabet lyder på en organisk vækst på 7-9 pct. og en overskudsgrad før særlige poster på over 26,5 pct.

Morten Imsgard fra Sydbank skiller sig lidt ud fra mængden, da han regner med en opjustering af forventningerne til den organiske vækst til den øvre ende af intervallet 7-9 pct.

Chr. Hansen om russisk importforbud: Tager vores forholdsregler

Ny amerikansk aktør fjerner kunstige farve- og smagsstoffer

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter