Summerbird-resultat tynget af investeringer

Det danske chokoladegourmetselskab Summerbird har omlagt sin produktion til økologi i det forgangne år og har samtidig været ramt af høje råvarepriser. Det sætter sit præg på bundlinjen.
Foto: Ditte Valente/POLFOTO/arkiv
Foto: Ditte Valente/POLFOTO/arkiv

Summerbird, som er grundlagt af og drives af en af brødrene bag Løgismose-koncernen, Mikael Grønlykke, har lukket bøgerne for 2014.

Tallene er prægede af et år, hvor man lagde penge i at omlægge produktionen til 100 pct. økologi. Udover denne investering, som var planlagt, har udsving på de globale råvaremarkeder påvirket det lille chokoladeselskab.

"Udover udviklings- og øvrige omkostninger i forbindelse med overgang til økologi er driftsresultatet påvirket af de uventede høje priser på kvalitetsråvarer specielt på kakaobønner, mandler og hasselnødder," skriver ledelsen, som omfatter Grønlykke, i regnskabets beretning. 

Summerbird oplyser ikke sin omsætning, men skriver, at selskabet har fastholdt en positiv vækst i omsætningen. Derudover må chokoladekoncernen notere en nedgang i bruttofortjenesten på 4 mio. kr. til 56,6 mio. kr. for året. Driftsresultatet er næsten halveret fra 10,6 mio. kr. i 2013 til 5,8 mio. kr. denne gang, og nederst på bundlinjen ligger der 3,6 mio. kr., hvor Summerbird året før landede 7,3 mio. kr. Egenkapitalen er nu styrket til 26,9 mio. kr.

Nedgangen på flere af Summerbirds nøgletal var forventet. Da FødevareWatch så sent som i april interviewede Mikael Grønlykke, lød hans kommentar om regnskabet, som da endnu ikke var offentliggjort:

"Det er klart, at i 2014 har vi haft mange omkostninger på at gå over til økologi og ind på nye markeder. Men det har vi vidst. Vi havde ikke forventet, at de økologiske råvarer blev så dyre, som de blev. Men sådan er det jo."

Det mest sofistikerede chokolademarked

Grønlykke refererer til nye markeder, og her er der primært tale om det japanske.

I februar deltog selskabet således i Salon de Chocolat i Tokyo – den japanske udgave af den franske chokolademesse af samme navn, som varehuskæmpen Shinjuku Isetan i år for 12. gang afholdt i forbindelse med Valentine’s Day. Her udstiller internationale chokoladeselskaber og verdenskendte chokolatiers. Messegængernes modtagelse af Summerbird gav Grønlykke mod på mere, og man har således oprettet et datterselskab i Japan sammen med danskeren Nicolai Bergmann, som i forvejen er kendt i landet for sin blomsterkunst.

Grønlykke har ikke gjort sig store forkromede tanker om de økonomiske perspektiver i den japanske offensiv. For det har aldrig været begrundelsen for at forsøge sig i den asiatiske metropol:

" vores virksomhed har vi aldrig siddet med regneark og regnet ud, hvad vi kan tjene på at gå ind i Japan. Grunden til at vi vil ind i Japan, er, at det er det mest sofistikerede chokolademarked i verden. Der har man samlet de allerdygtigste brands, og hvis du ikke er dygtig, kan du ikke klare dig," sagde direktøren i april-interviewet.

"Derfor er det en kæmpe udfordring for os at komme ind på det marked, og de har en vild chokoladekultur, hvor de bedste ting bliver solgt for 3.000 kr. kiloet. Så det er et meget højeksklusivt marked med indpakning, smag og så videre. Hvis du er chokolademand og kan begå dig i Tokyo, så kan du ikke gøre det bedre. Det udfordrer vi os selv med," lød det.

Summerbird udover også i sine nærområder. I Norge har selskabet fået åbnet sin planlagte butik i butikscentermastodonten Steen & Strøms center i Oslo, Steen & Strøm Magasin. Derudover sælger selskabet nu igennem omtrent 30 specialbutikker i landet.

For 2015 forventer koncernen en positiv udvikling i såvel omsætning som resultat af ordinær drift.

Summerbird-chef klar til Meyers USA-drøm

Summerbird får sit eget risteri

Den rette indpakning kan sikre øko-eksporten

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter