Chokolademester kæmper sig frem

For Peter Svenningsen, der netop har vundet VM-guld, er det en hård proces at starte op fra bunden og forsøge at etablere et nyt selskab. Chokolademageren jager kunder i specialbutikker herhjemme og i udlandet.

Det er knap to år siden, at Peter Svenningsen skrinlagde sin 28-årige karriere som grafiker og etablerede eget chokoladeselskab i form af Chokonord A/S.

”Det er hårdt, og det er også fordi, at min indgangsvinkel har været rimelig kompromisløs. Det vil sige, at det, jeg kommer i chokoladen, vil jeg enten selv dyrke eller høste. Jeg går ikke ud og køber noget, så f.eks. den, jeg vandt VM-guld på, har jeg lavet på blåbær, men dem har jeg så selv plukket i en klitplantage i Nordjylland og viderebearbejdet,” siger Svenningsen til FødevareWatch og fortsætter:

”En anden laver jeg med rødgran, hvor jeg har været ude og plukke rødgranskud i Hareskoven og haft dem liggende og trække i lage i 3-4 måneder, før jeg laver et udtræk af det. På den måde er det hårdt, også fordi der ikke er nogen, der hjælper mig med at høste eller bearbejde.”

Eksklusive specialbutikker er målgruppen

Svenningsens kunder er i høj grad små specialforretninger, der er interesserede i et eksklusivt produkt, som for eksempel den amerikanske ambassadørs residens, Magasins Mad&Vin afdeling, Cafe Videhus, Amandus Ost og Skoldburne vinhandel  i København. Dertil laver han chokoladesmagninger for virksomheder og senest har den amerikanske modekoncern Tommy Hilfigers danske afdeling bestilt Svenningsens chokolade.

”Jeg har lavet julechokolade til Tommy Hilfiger her i Danmark. De har bestilt 100 æsker, som de sender ud til deres kunder. Det er klart, at sådan en ordre lægger mig rimelig meget ned, fordi jeg vælger at gøre det hele i hånden, og det ikke bliver automatiseret,” siger han og tilføjer:

”Hilfiger har sagt, at de synes, det, der er blevet lavet, er rigtig godt, og at de godt kunne tænke sig at præsentere det for deres hovedsæde i Amsterdam. Hvis man kunne gå ind og få fat i sådan en, ville det være fantastisk. Der er ingen tvivl om, at sådan nogle kunder tager lidt længere tid at bearbejde og få fat i. Selvom der er nogle af de små specialbutikker, der ligger nogle gode steder i landet, så er det jo små mængder, de aftager.”

 

 

I det kommende år er det fortsat specialbutikker, Peter Svenningsen vil jage som potentielle nye kunder. Men også udlandet er interessant.

”Det næste skridt er, at udlandet nok er mere interessant, og det skal der måske bruges lidt mere krudt på. I udlandet handler det om specialchokoladeforretninger. Jeg taler med en i Amsterdam og en i London, og der er kunderne mere vant til at gå i specialchokoladebutikker. Det har du ikke herhjemme på den måde, hvor de vælger at tage de fem eller seks bedste chocolatier ind,” siger Svenningsen.

Her håber han, at brugen af de nordiske råvarer, som er oppe i tiden, samt opmærksomheden omkring de nyvundne priser vil hjælpe ham på vej med at etablere sig. Han er interesseret i nærmarkeder som Storbritannien og Tyskland. Og så Japan.

”De er jo fuldstændigt skudt i alt, hvad der har med nordisk og skandinavisk at gøre. Fødevaremæssigt er det også sådan, at jo mindre man propper i det, jo større chance har man for at komme derind. De er meget strikse om tilsætningsstoffer og kemikalier,” siger han.

Dertil går chokolademageren rundt og leger lidt med tanken om at etablere egen butik en dag.

Positiv egenkapital udskudt

I selskabets første regnskab, som gælder regnskabsåret 2012/13, kommer Chokonord ud med en bruttofortjeneste på 29.856 kr. og et underskud på 342.403 kr. Selskabet havde ved udgangen af regnskabsåret en negativ egenkapital på 257.403 kr.

I noterne begrunder ledelsen sin fortsatte drift med forventningen om, at egenkapital kan reetableres ved egen indtjening i de kommende år.

Hvordan går det?

”Det går meget langsomt. Da jeg startede op, havde jeg det sådan – jeg kan godt lide at lave chokolade, og det var den klassiske med, at familie og venner siger, det smager godt nok - nå ,men så kan jeg godt lave det. Men jo mere jeg kom ind i den her verden, jo mere fandt jeg ud af, hvor meget råchokoladen betød. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at bremse op og få mit produkt til at være helt, som jeg gerne vil have det, før jeg har lyst til at gå ud med det,” siger Peter Svenningsen og afviser at gisne om, hvornår Chokonord kan præsentere en positiv egenkapital.

Af regnskabet fremgår det også, at ejerne Kristian Klinge og Nicolai Platzner har afgivet tilbagetrædelseserklæring for deres tilgodehavender på 377.000 kr. med henblik på at sikre selskabets kapitalberedskab.

Forventer de aldrig at få de 377.000 kr. igen?

”Jeg tror, de forventer at få noget – på et eller andet tidspunkt vil de jo selvfølgelig gerne, og det vil jeg også gerne kunne gøre. Det tager nok bare længere tid, end vi måske havde troet, da vi startede ud, og vi har jo også ændret produktet nu og er nået op i en anden klasse, der gør, at det tager lidt længere tid,” siger Svenningsen.

Peter Svenningsen har indgået et samarbejde med en anden dansk verdensmester i chokolade, nemlig Mikkel Friis-Holm, som står bag Friis-Holm Chokolade.

Svenningsen bruger nu udelukkende råchokolade fra sin partner, og de to producerer også kombinationsæsker under navnet Friis-Holm og Svenningsen.

Verdensmester sparker gang i nyt chokoladeeventyr

Ørbæk Bryggeri vil redde chokoladefabrik

Summerbird får luft under vingerne

Ny direktør hos gourmetchokoladeselskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter