Foodservicefirma mindsker madspild med en tredjedel

Cheval Blanc Servicerestauranter hædres for strategisk offensiv mod madspild. EU's fødevarechef kalder kampen mod madspild for topprioritet.
Foto: Ole Lind/Polfoto/Arkiv
Foto: Ole Lind/Polfoto/Arkiv

Debatten om spild af fødevarer tager mere og mere fart og er godt på vej til at blive et af dette årtiers største indsatsområder i fødevaresektoren - på græsrodsplan, i virksomhederne, i ministerierne og på de bonede gulve i EU-systemet.

Det fokus kommer bl.a. til udtryk, når miljøminister Kirsten Brosbøl onsdag overrækker ministeriets pris ’Virksomheder uden affald’ til virksomheden Cheval Blanc Servicerestauranter, der driver kantiner og storkøkkener.

”Med portionsanrettet mad rammer virksomheden Cheval Blanc plet med madmængder til over 10.000 kantinegæster hver dag,” hedder det i en pressemeddelelse.

Heraf fremgår det også, at virksomheden har reduceret dens madspild med en tredjedel ved bl.a. at portionsanrette maden, bruge alle spiselige dele af råvarerne og veje spildet i køkkenet, fra buffeten og gæsternes tallerkener.

”Cheval Blanc vinder prisen ”Virksomheder Uden Affald” for deres omfattende og inspirerende indsats for at undgå madspild, som kan bruges af mange andre storkøkkener. Cheval Blanc gør en ekstra indsats for at forebygge madspild ved at veje og dokumentere madspildet. Der arbejdes seriøst med en bred vifte af indsatser – både i selve køkkenet og hos gæsterne, og derfor fortjener de prisen, ” siger IKEAs Sustainability Manager Jonas Engberg på vegne af juryen.

Madspildet i kantiner og storkøkkener udgør årligt 31.000 tons spiselig mad.

Firma forventer vækst

Cheval Blanc Servicerestauranter har endnu ikke offentliggjort regnskab for 2014. I det senest offentliggjorte regnskab for 2013 fik selskabet et bruttoresultat på 68 mio. kr. og et nettoresultat på 1,5 mio. kr. I det regnskab udtrykte ledelsen forventninger om fortsat vækst, om end på et lavere niveau. Baggrunden var bl.a. en  tilgang af nye kunder.

Selskabets direktør og ejer via Hac Holding er Henrik Albert Christensen.

Høj prioritet i EU

Madspild er kommet højt op på EU’s dagsorden inden for fødevareområdet – ikke mindst som følge af den voksende globale befolkning.

Det fastslog fungerende generaldirektør Ladislav Miko fra EU-Kommissionens enhed inden for "Health and Food Safety”, kaldet DG Sante, på et nyligt presseseminar i Milano, hvor FødevareWatch deltog.

”Det er utroligt at høre i nyhederne, at vi er nødt til at producere næsten det dobbelte, hvis vi på sigt vil producere fødevarer nok til den voksende befolkning, når vi på samme tid, kan læse, at 40 pct. af de producerede fødevarer er spildt,” pointerede han og tilføjede, at det tal alene dækker over forarbejdede fødevarer, altså ikke produktionen på landbrugene.

”Det er klart, at hvis vi skal løse det problem, skal madspildsproblematikken adresseres. Det er topprioritet,” hed det fra fødevarechefen.

Hvem bærer ansvaret?

På spørgsmålet fra FødevareWatch om, hvem der er ansvarlig for det store madspild - industrien, detailhandlen eller forbrugeren – fremhævede Ladislav Miko, at alle aktører i fødevarekæden er ansvarlige.

Han henviste til, at produktionsapparater eksempelvis kan tilpasses, så fejlemballering ikke gør det mest økonomisk rentabel for virksomheden at kassere fødevaren i stedet for at pakke den om.

I detailhandlen er det værd at overveje, hvorvidt det er en god idé at tilbyde billigere priser for større portioner.

”Det kan føre til, at man i en familie køber fire stykker kød til tre personer, og det medfører ofte spild,” sagde han.

Holdbarhedsmærkning et tema

I forhold til detailhandlen og forbrugerne overvejer Kommissionen tiltag omkring holdbarhedsmærkning, den såkaldte ”best before” dato.

”Det er klart i nogle lande, men ikke i andre lande, og vi overvejer, hvordan vi skal adressere det,” sagde han.

Hvad kan EU gøre på den front ud over at komme med anbefalinger?

”Vi kan komme med retningslinjer til forbrugerne og analysere, men vi kan også lovgive om eksempelvis ”best before."

Fødevareministeriet herhjemme ændrede allerede i efteråret 2014 holdbarhedsmærkningen for fødevarer, der ikke er sundhedsskadelige på klokkeslæt. Det gælder blandt andet havregryn, knækbrød og yoghurt, som ikke behøver at blive smidt ud, blot fordi de passerer den skæringsdato, virksomheden har sat.

’Mindst holdbar til’ sender et forkert signal til forbrugerne om, at en vare er dårlig, selv om den i virkeligheden intet fejler. Ved at ændre mærkningen til ”bedst før”, kan vi bedre signalere til forbrugerne, at de skal bruge deres sunde fornuft, inden de smider en vare i skraldespanden. Vi skal have de gamle husmoderdyder tilbage. Smag på maden og lugt til den. Lugter mælken, som den plejer, så tør jeg godt drikke den", sagde fødevareminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse dengang.

Fazer skærer madspildet med en fjerdedel

Minister og detailkæder klar med charter for fødevarer

Cateringselskab lander nyt overskud 

Kantinebranchen frygter mangel på dygtige kokke

Kommuner sjusker med offentlige udbud

Storkøkkener kan få besøg af madspilsjægere

Catering-giganters dominans kan svække konkurrencen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter