
En række dagligvarebutikker og fødevareminister Dan Jørgensen (S) har underskrevet et fælles charter, der forpligter butikkerne til bl.a. at gøre det nemmere at købe sundt, økologisk og produkter med højt niveau af dyrevelfærd, skriver Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Underskriverne er Coop, Rema 1000, Dagrofa (bl.a. Superbest, Spar, Kiwi), Lidl og De Samvirkende Købmænd.
Charteret er kommet i hus, efter at Dan Jørgensen sidste år indledte en dialog med dagligvarekæderne i Danmark, der skal få dagligvarebutikkerne til at tage mere ansvar for danskernes madvaner.
"Jeg er glad for, at vi i Danmark har ambitiøse dagligvarebutikker, der viser, at de er villige til at tage ansvar for danskernes indkøbsvaner. Det er i sig selv en bedrift, at vi nu kan præsentere en fælles ambition, der skal gøre det nemmere for forbrugerne at træffe det sunde og bæredygtige valg," udtaler fødevareminister Dan Jørgensen i pressemeddelelsen.
Konkret indeholder charteret fem ambitioner, som parterne forpligter sig til at levere på et eller flere af. Det drejer sig om, at det skal være nemmere at vælge sundt, økologi, købe produkter med højt niveau af dyrevelfærd og købe specialprodukter og årstidens fødevarer. Desuden skal madspild nedbringes.
En gang årligt skal parterne melde tilbage til Fødevareministeriet om, hvilke initiativer de har igangsat for at indfri ambitionerne. De vil herefter blive offentliggjort på ministeriets hjemmeside.
Nu kommer EU's støttepakke til de danske svinebønder