Aarstiderne tæt på endnu en fordobling

Siden 2012 er omsætningen hos økoleverandøren Aarstiderne gået frem med 119 mio. kr. Det er ikke første gang, at man oplever stor vækst, men denne gang er bundlinjen med.
Foto: Pelle Rink/Polfoto/Arkiv
Foto: Pelle Rink/Polfoto/Arkiv

Efter en gennemgribende evaluering af de grundlæggende tanker bag det omkring 15 år gamle koncept, som ligger til grund for internetbutikken og fødevareleverandøren Aarstiderne.dk, er der for alvor kommet gang i både top- og bundlinjevækst.

2014-regnskabet afslører en bundlinje, der med 21,5 mio. kr. næsten er fordoblet ovenpå 2013-resultatets 11,5 mio. kr., og det er sket i et år, hvor man har øget omsætningen med 67 mio. kr. til nu samlet 367,5 mio. kr. Tilbage i 2012 omsatte Aarstiderne for samlet 248,9 mio. kr., mens bundlinjen udgjorde 4,7 mio. kr.

”Det er det bedste år nogensinde, og det er dejligt, at vi er nået hertil, hvor vi både kan være bæredygtige på økologien og på økonomien,” siger adm. direktør Annette Hartvig Larsen til FødevareWatch.

Hun tilføjer, at 2014 gik bedre, end man forventede i de oprindelige budgetter, og at man gennem de seneste år har været på en slags prøve.

”Der har hele tiden været ét spørgsmål, som vi har skullet forholde os til. Kan det her projekt nu lade sig gøre i verden, som den ser ud i dag? Og det må man jo så nu sige, at det kan. Nu er det ikke kun et enkelt år, hvor det er lykkedes os at levere på både top og bund, og dermed har vi bevist den del af projektets værdi,” lyder det fra Annette Hartvig Larsen.

Vækst kan være lige så farlig som nedgang

Aarstiderne, der ligger i Humlebæk, sender i dag tusindvis af træ- og flamingokasser med økologiske varer ud til hele Danmark fra pakkefaciliteterne i Barritskov ved Juelsminde. Fra i starten kun at være kasser med økologiske grøntsager er forretningen udviklet med de såkaldte måltidskasser, hvormed travle familier kan klare en stor del af ugens økologiske fødevareindkøb på en gang.

Med de seneste to års succes på både top og bund er Aarstiderne kommet langt i det projekt, som tog over efter et par år med afmatning ovenpå en periode, hvor man frem mod 2008 også voksede kraftigt. Dengang skete det, uden at man havde hele organisationen på plads, og i sidste ende kom bundlinjen slet ikke med op.

Denne gang er direktøren mere tilfreds med udviklingen.

”På trods af væksten i forretningen er det ikke gået ud over den innovationskraft, som vi stadig har iboende i os. Man skal passe lige så meget på, når man vokser, som vi har gjort, som når det går den anden vej. Det er lykkedes for os at bevare bundlinjen samtidig med, at vi har været igennem en masse forandringer op gennem hele organisationen,” siger Annette Hartvig Larsen, og forklarer videre, at implementeringen af en plan, hvor væksten ikke trak tæppet væk under den konstante udvikling af virksomheden, har været et stykke tid undervejs.

 

Foto: Presse/Aarstiderne
Foto: Presse/Aarstiderne

”Vi har brugt meget tid på at diskutere, hvordan vi tager det vindue, som står åbent for os, uden at vi går på kompromis med kvaliteten og innovationen. Også på bestyrelsesplan diskuterer vi hele tiden, hvordan vi forbliver intakte, samtidig med at der på toppen sker en voldsom udvikling som den her. Det kræver omstilling i alles hoveder, at vi skal turde tage de muligheder, der kommer forbi, og så ellers investere i de ting, som giver mening i forhold til organisation og pengepung,” siger direktøren, der har været i Aarstiderne siden 2003.

Forsøger fortsat at være foran

Aarstiderne har siden starten været tænkt som en platform, hvorfra økologiske producenter skulle kunne sælge deres varer til kunderne. Platformen er ved at være på plads nu, og derfor har man også sat skub i mindre lokale tiltag, der skal supplere de kasser, som ellers samles og sendes ud til hele landet. Tidligere har man engageret sig med Kiselgaarden ved Ugerløse på Sjælland og Nørregården ved Aarup på Fyn, og nu er Aarstiderne så i gang med at lave en lokalkasse med varer fra Samsø.

Indholdet i de måltidskasser, som i de senere år er blevet særdeles populære og den største salgssucces for Aarstiderne, bliver der hele tiden udviklet på, og den del sker i kontakt med brugerne. Som den første spiller på markedet i 1999 og den endnu største spiller på markedet for salg af økologiske fødevarer, forsøger Aarstiderne at holde kunderne fast og konkurrenterne stangen.

”Vores berettigelse er jo også, at vi skal være et sted ude foran, hvor vi hele tiden forsøger at gøre og tænke noget, som andre ikke har gjort og tænkt før. Med den energi, som vi har nu, så vil 2015 blive et lige så godt år, som 2014 og det er på ingen måde en træt organisation, som puster ud,” siger Annette Hartvig Larsen.

Byder netkonkurrence velkommen

Trods stor fremgang hos netbutikker som blandt andet Nemlig.com, frygter hun ikke den stigende konkurrence om fødevarekunderne på nettet.

”Vi har rigeligt travlt med at følge efterspørgslen, så man kan ikke sige, at vi er mærket af, at der er kommet andre på markedet. Internethandlen udgør stadig kun en lille del af markedet, og vi skiller os ud ved at være 100 pct. økologiske, og derudover leverer vi ikke det samme, som et supermarked gør. Vi udvælger varer og pakker kasser og lægger dermed noget oveni kasserne og de varer, som vi sender ud,” siger Annette Hartvig Larsen, der om den øgede konkurrence på nettet tilføjer, at hun er glad for den øgede bevågenhed.

”Der ligger ikke nogen fordel i at være de eneste på markedet. Vi synes kun, det er fint, at der findes alternativer, og så er vi klar til at tage imod kunder, som har prøvet noget andet først. Hvis det er med til at skubbe på udbredelsen af økologien, så er vi i grunden bare glade for det.”

Aarstiderne: Ny kapital skal ikke bruges til stor vækst

Fokus på erhvervskunder i online supermarked

Nu rykker dagligvarer over nettet også på landet

Ny online-butik vil sælge billig økologi

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter