Aarstiderne: Ny kapital skal ikke bruges til stor vækst
Klog af skade skal kapitalfonden Triodos' entré i den store økologiske netbutik Aarstiderne ikke lede til større vækst. Ydmyghed, jordforbindelse og langsigtede satsninger vægtes højere end nogensinde, siger direktør Annette Hartvig Larsen.
Fra kontoret på Krogerup Avlsgård lidt uden for Humlebæk, nord for København, har adm. direktør Annette Hartvig Larsen udsigt til nogle af de mange aktiviteter, som den økologiske gårdbutik på nettet, Aarstiderne, har gang i.
Siden stiftelsen i 1999 er det næsten kun gået gået frem for internetbutikken, og senest købte den hollandske kapitalfond Triodos Organic Growth Fund efter måneders forberedelser sig ind i Aarstiderne med købet af 20 pct. af selskabet. Beløbet, som fonden har lagt, er ikke blevet offentliggjort, og ifølge Annette Hartvig Larsen er det heller ikke et fast beløb, men en investering, som afhænger af udviklingen i virksomheden.
Den investerede kapital skal Aarstiderne ikke bruge til stor ekspansion i et online-dagligvaremarked, der med øget fokus fra købelystne danskere, ellers er mere interessant end nogensinde.
"Det hurtige salg er ikke interessant for hverken os eller vores investor, der har meldt ud, at de ikke har involveret sig for hurtigt at vækste virksomheden og derefter smutte igen. Ingen af parterne går efter det hurtige salg, vi fokuserer i stedet på, hvordan vi på den længere bane kan gøre det godt," siger Annette Hartvig Larsen, der sammen med resten af Aarstiderne sidste år kunne notere en omsætning på omkring 300 mio. kr. og et resultat efter skat på 11 mio. kr.
Superåret 2013
Det var det bedste resultat siden 2008, hvor Aarstiderne havde sit hidtil bedste år, men en stor del af tiden siden har været præget af finanskrise og nedgang, og det har også sat sit præg på virksomheden, hvor der er blevet trimmet og optimeret. Dermed er fokus ifølge Annette Hartvig Larsen tilbage på udgangspunktet for Aarstiderne, og man koncentrerer sig om at være den platform, hvor forbrugere kan komme tæt på de økologiske producenter, som hver uge sørger for, at mere end 32.000 trækasser bliver sendt ud til sultne danskere.
"Vi er rigtig glade for at have præsteret det flotteste resultat nogensinde. Til forskel fra dengang, hvor alt kunne lade sig gøre, har vi gjort os en masse erfaringer, som gør, at vi denne gang føler, at vi står på et mere solidt grundlag," fortæller Annette Hartvig Larsen, der tilbage i tiden op til 2008 var med på hele den store positive bølge, hvor Aarstiderne uden større held blandt andet forsøgte sig med etablering i Tyskland.
"Nu handler det i meget høj grad om at drive en virksomhed, der på alle fronter er bæredygtig, og blandt andet det, har vi brugt en masse tid og mange kræfter på at få at være klar til den virkelighed, som vi nu befinder os i," siger Annette Hartvig Larsen.
Nye retninger på nettet
Da Aarstiderne i 1999 blev etableret, efter at de to grundlæggere Søren Ejlersen og Thomas Harttung lagde virksomhederne Urtekompagniet og Barritskov Grøntsagshave sammen, var internethandel og dagligvareindkøb på nettet noget for de få. Det har ændret sig mange gange siden, og i takt med at forbrugernes vaner flytter sig på nettet, har også Aarstiderne oplevet, at efterspørgslen efter nye produkter hele tiden tager virksomheden i nye retninger.
Foto: Columbus Leth, Aarstiderne
For øjeblikket oplever Aarstiderne stigende efterspørgsel efter produktet Måltidskassen, som i en lang række forskellige udgaver, er målrettet den travle person eller familie, som gerne vil have økologi uden at skulle bruge tiden i køen i supermarkedet. Samlet leverer Aarstiderne omkring 100.000 kuverter til danskerne om ugen.
Mere af samme skuffe
Kapitalindsprøjtningen fra den grønne hollandske fond, Triodos Organic Growth Fund, i den danske økologiske netbutik, bliver ifølge Annette Hartvig Larsen brugt til at betale gæld af, og derudover kan kunderne og de omkring 40-50 leverandører forvente en fortsat stabil indsats fra Aarstiderne.
"Der kommer til at ske mere af det samme, og vores udvikling kommer til at ske i tæt kontakt med vores kunder. Vi er ydmyge, og skal i en fase med vækst være kloge, så vi kan håndtere den," forklarer direktøren og tilføjer, at innovationen på ingen måde skrives ud af programmet for virksomheden som konsekvens af påpasseligheden.
"Vi er yderst fokuserede på fremtidens spiren, men det sker med jordforbindelsen som bevidsthed. Senest har det betydet, at vi har opnået succes med vores lowcarbkasser, som vi i første omgang selv var skeptiske overfor, men efterspørgslen fra kunderne har været stor, og det viser med al tydelighed, at vores udvikling i meget høj grad er båret af dem."
DET BRITISKE BRUD: Flere års retræte for fødevareeksport til Storbritannien har fået den danske stat til at gå nye veje. Handelsdiplomater leder efter særordninger hos britisk detailhandel.
Microsoft er i gang med at udfase Internet Explorer – det er vi derfor også. Vi anbefaler en af følgende browsere for en bedre oplevelse. Klik på et af ikonerne for at downloade en ny browser.