Globale fødevaretrends: Alger er de nye insekter

Forbrugerne går op i næringsstoffer som aldrig før: Fedt og proteiner er fortsat den moderne forbrugers bedste venner - hvis de er den rette slags - mens kulhydrater er djævelen selv. FødevareWatch ser på trends i fødevarebranchen i 2015 - læs artiklen og de tilknyttede links.
Foto: /ritzau/Katinka Hustad
Foto: /ritzau/Katinka Hustad
MAZ PLECHINGER

Ifølge en ny rapport fra Innova Market Insights er årets største fødevaretrend ren tale. Fødevareproducenterne skal benytte rene råvarer, og give ren og enkel besked derom på emballagen. For forbrugernes interesse i, hvad de putter i munden, har aldrig været større, og det samme gælder detailkendskabet nærmest helt ned til aminosyrerne.

Det betyder også, at der er en langt større sondring. Det er ikke længere nok bare at være grønt, det skal være rigtigt grønt, lige som fedt ikke længere bare er en og samme blævrende masse. Ja, og så er der kommet en øget bevidsthed om, at der i fremtiden måske ikke kan produceres kød nok til klodens behov, hvis det alt sammen skal komme fra køer og grise, og de meget omtalte insekter som proteinkilde er så småt på vej. Dog fortsat som en kuriositet.

FødevareWatch ser her på tre af de mere næringstunge trends for 2015.

Fedt og fedt er ikke et fedt

I det hæderkronede humorblad, Basserne, er der en stribe, hvor Jens Fup spørger sin overvægtige sergent, S’janten, hvordan han kender forskel på gode og dårlige kalorier. De dårlige kalorier går med sorte hatte, lyder svaret lakonisk.

Så nemt går det desværre ikke i virkeligheden. Men det betyder langt fra, at der ikke sondres mellem godt og dårligt fedt. Atkinskuren har afløst 1980’ernes fedtforskrækkelse med en angst for kulhydrater, men fedtet skal være naturligt, hvor smør og nødder er fashionable fedtkilder, mens margarine og alle former for umættet fedt er yt.

På de sociale medier har der i løbet af 2014, fortæller rapporten, floreret adskillige historier, der afmonterer sammenhængen mellem mættet fedt og hjertekarsygdomme. Og som derfor appellerer til, at ikke alt fedt bør dæmoniseres. Det skal den største skurk inden for kulhydrater til gengæld.

”Sukker er den nye dæmon. WHO anbefaler, at folk bør halvere deres sukkerindtag til blot seks teskefulde dagligt,” konstateres det i rapporten.

Igen er virkeligheden imidlertid heller ikke her helt enkel. Ikke blot med hensyn til de folk, der måske ikke spiser præcis 12 teskefulde sukker dagligt, men også i forhold til hvilke typer sukkererstatninger, der i stedet bør konsumeres.

For undersøgelser, der kobler kunstige sødemidler med stofskiftesygdomme, vækker bekymring hos forbrugerne. Derfor forventer Innova, at alternative, naturlige sødemidler som kokosolie vil vinde frem.

Alger overhaler insekter indenom

Nye produkter kryber snart ind på hylderne i den hollandske supermarkedskæde, Jumbo. Allerede nu kan der i kædens internetbutik købes produkter som ”buggy balls” bestående af melorme og ”buggy crisps”, der laves af larverne fra voksmål. De sælges som portionsanretninger i prislejet fra 5.95-6.79 euro, og så lover Jumbo, at ”disse chips fås i smagsvarianterne peber og salt.”

Ja, krybene kommer. I forvejen har de fyldt meget i medierne det seneste år, men nu begynder det rent faktisk også at blive virkelighed, at den billige, miljørigtige proteinkilde finder vej til fødevarer. På mere hensigtsmæssige måder end melmøl.

Hidtil har de fleste indslag om konsumering af insekter båret præg af en vis afstandstagen. Men Innova citerer en net-undersøgelse for, at kun 30 pct. af forbrugerne kategorisk afviser at spise orme og larver.

Landbruget skal i fremtiden dyrke insekter

Imidlertid kan insekter som proteinkilde være passé allerede før, det er rigtigt er lanceret. For mikroalger har et langt større proteinpotentiale, og det noteres i rapporten, at der i 2014 blev optaget adskillige patenter på algeprotein, hvor som der allerede nu raffineres 15.000 tons af. Og ja, det produceres ud fra samme principper som benzin.

Anne Cortier, vicepræsident for Nutrition & Health i udviklingsafdelingen hos producenten Roquette forklarer:

”For at optimere aminosyre-profilen, vil innovation skabe nye blandinger af komplementære vegetabilske proteiner som bælgfrugter og korn. Innovation vil også føje funktionelle proteiner til nye anvendelser. Mikroalger har også et stort potentiale,” siger hun.

Endnu er det dog årle stunder for de nye, organiske proteinkilder. Mens andre proteiner såsom sojabønnernes er mindre moderne end for år siden. Derimod er protein udvundet af bælgfrugter som ærter i dramatisk vækst især inden for hundemad, sportsbarer og morgenmadsprodukter.

Pinnacle bruger lille milliard på plante-protein

Al snakken om forskellige former for protein dækker over den helt store trend. At protein bare er blevet næringkildernes konge. Den tendens begyndte i USA, men på det europæiske marked er der sket en vækst på 38 pct. i produktlanceringer, der eksplicit fremhæver proteinniveauet.

Især er det morgenmadsprodukter, der slår sig op på proteinindholdet. Det var således at læse på 15 pct. af alle æsker med nye produktlanceringer i USA i 2013. Til gengæld er der ingen registreret stigning i andelen af produkter, der reklamerer med tilsat protein.

Frugt og grønt skal være ægte

Forbrugerne anser ægte frugt og grønt som værende sundere snacks med kunstig frugtsmag. Måske ingen forsideryddende sensation i sig selv, men der bliver handlet derefter; siden 2010 er der registreret en femdobling i det globale salg af frugtposer og en firedobling af frugtbaserede snacks. Sammenholdt med en mere beskeden fordobling i udvalget af snacks med kunstig frugtsmag.

Det kan være godt nyt til dele af ingrediensbranchen. Salget af frugtingredienser er steget med 22 pct. i Vesteuropa over de seneste fem år, og i USA har den amerikanske division af Chr. Hansen fået trenden bekræftet i en undersøgelse. Her svarede 83 pct. af respondenterne, at de gerne så flere naturlige fødevaretilbud fra de amerikanske fødevareproducenter.

Gulerødder skal erstatte syntetiske farvestoffer

”Denne viden bruges til at få produktudviklerne til at hjælpe vores kunder til at imødekomme forbrugernes krav,” siger senior vice president i Chr. Hansens Natural Colors Division, Mary Bentley, i rapporten.

”Det er også interessant at bemærke, at 80 pct. af alle mødre er mere tilbøjelige til at købe et produkt, hvis det indeholder naturligt udvundne ingredienser.”

En anden konsekvens af trenden er, at såvel salget som udvalget af grønt er stigende, hvor mange glemte gamle grøntsager er blevet genopdaget. En tendens der også har slået persillerod i de nye, nordiske danskere.

 Her er den største fødevaretrend i 2015

 Vi kræser om maden men dropper måltidet

 Private Label vokset i Europa

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter