Central rådgiver afviser at kende til kvotefusk

Med årtiers erfaring havde Henning Kjeldsens advokat ingen overvejelser om, hvorvidt han allerede i sagens tidlige dage udfærdigede juridiske dokumenter, som kunne være i strid med kvotekoncentrationsreglerne. Der har "ikke været en smyg af tvivl i mit sind", siger han.
(ILLUSTRATION) | Foto: René Schütze
(ILLUSTRATION) | Foto: René Schütze

Anklageren skulle lige huske på, at han havde arbejdet med fiskerilovgivning i 35 år, svarede advokaten L.E..

Advokaten er tiltalt som én af to påståede rådgivere, som ifølge anklagemyndigheden har spillet en central rolle i den såkaldte kvotesag, hvor storfiskeren Henning Kjeldsen og i alt ni andre er tiltalt for omfattende og systematisk omgåelse af de danske kvotekoncentrationsregler.

L.E. har i årevis repræsenteret både storfiskeren, hans virksomheder, familie og de påståede stråmænds selskaber, hvor han ifølge anklagemyndighedens fremlæggelse havde udfærdiget det ene juridiske dokument efter det andet – herunder et testamente som anklagemyndigheden nu præsenterede for ham.

Dokumentet omhandlede et fiskeriselskab og sikrede en klar og eksklusiv overtagelsesret til Henning Kjeldsen.

Men havde advokaten ikke overvejet, om det ville kunne være i strid kvotekoncentrationsreglerne, spurgte specialanklager Ane Kallmayer Bach i Retten i Holstebro onsdag.

Nej, svarede L.E. Han havde styr på reglerne, og i dette tilfælge krævede det ikke, at man skulle stå "med gummistøvlerne på dækket" for at eje kvoterne, forklarede han.

"Derfor har der ikke været en smyg af tvivl i mit sind om, at dette her har været lovligt," konstaterede L.E.

Forening og fælles forståelse

Netop spørgsmålet om kvotesagens påståede "rådgivere" er interessant, da de to mænd i form af L.E. og revisoren J.R. tilsyneladende har spillet en markant rolle i den formodede svindel.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf og trecifrede millionkonfiskationer. Derudover vil man have både L.E. og J.R. frakendt retten til at drive henholdsvis advokat- og revisionsvirksomhed.

Ifølge sagens anklageskrift har de to mænd – advokaten L.E. og revisoren J.R. – nemlig "i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse" været dybt involveret i at facilitere Henning Kjeldsens årelange brud på kvotekoncentrationsreglerne i en lang række af de berørte selskaber.

I retten har begge dog lagt vægt på, at de ikke har haft et personligt forhold til hverken Henning Kjeldsen, hans familie eller de andre tiltalte. Forholdet har været rent professionelt.

Samtidig afviste L.E. ad flere gange under onsdagens retsmøde at have ydet rådgivning om køb og salg af kvoter.

Kender mest til fiskeri i Thyberøn

J.R. har gennem en årrække været revisor for en lang række af de påståede stråmandsselskaber. En rolle, som han selv har begrundet med, at han har været det naturlige valg for nord- og vestjyske fiskere.

"Det, tror jeg, har givet mening, fordi vi er dem, der har klart mest forstand på fiskeri i Thyborøn, og de involverede personer kender os jo fra lokalområdet," forklarede J.R. under afhøringen i forrige uge ifølge DR.

"Jeg vil sige, at stort set alle danske fiskere kender mig eller har kendskab til mig," sagde han ifølge mediet.

Med sin forsvarer som udspørger, uddybede revisoren onsdag, hvordan Henning Kjeldsen og de tiltalte selskaber i sagen udgjorde omkring ti pct. af den samlede omsætning.

Har du andre fiskeriselskaber, end dem, som er omfattet af den verserende sag, spurgte hans forsvarsadvokat.

"Jeg har mange. Jeg vil tro en 70-80 stykker," svarede J.R.

Vil du vide mere? TEMA  Alt om kvotesagen

Et klart plus at have en advokat om bord

De to rådgivere kan potentielt have spillet en ret vigtig rolle i den påståede svindel. Det hænger bl.a. sammen med, at de sindrige systemer af fuldmagter og købsretter, der i praksis har givet Henning Kjeldsen hånd og halsret over en lang række fiskeriselskaber, ikke har kunne opbygges uden hjælp.

"Der er brug for revisor i forbindelse med regnskaberne, men det er som sådan ikke nødvendigt med en advokat for at oprette selskaber på denne måde," vurderede professor emeritus ved Juridisk Institut under Aalborg Universitet og ekspert i økonomisk kriminalitet Lars Bo Langsted i marts til FødevareWatch på baggrund af anklagemyndighedens dokumenter.

Selvom advokater ikke var en nødvendighed, kunne juridisk bistand imidlertid være et plus, tilføjede han.

"Det gør det dog nemmere, da en advokat ofte vil kunne have lettere ved at oprette virksomheder," sagde professoren.

Myndigheder: 27 ton torsk bør koste kvotekonge en halv million 

Fuldmagter, mails og håndskrevne noter tegner billede af storfiskers kontrol 

Kvotesagen kan få vidtrækkende konsekvenser for fiskeindustrien 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter