Vil Heinz og Kraft-fusion koste arbejdspladser?

For få uger siden annoncerede den amerikanske ketchup-gigant Heinz, at man ville fusionere med landsmændene fra Kraft Foods Group, og den beslutning vil naturligvis få store konsekvenser – ikke kun for de to selskaber som sådan, men også for de mange tusind ansatte på lønningslisten.
Det indikerede Heinz’ adm. direktør Bernardo Hees ifølge Bloomberg for nylig i en video stilet til medarbejderne i Kraft Foods.
”På mange områder er vi så ens, at det vil skabe synergier, og vores forskelle vil åbne nye muligheder. Men vi har alle sammen en forståelse for, at al forandring er vanskelig og fører til en masse usikkerhed og spørgsmål,” sagde topchefen i videobeskeden, som blev vist til Krafts medarbejdere i starten af ugen, ifølge nyhedsbureauet.
Den besked har ifølge Bloomberg ført til spekulationer om, at store fyringsrunder kan være på tapetet i det fusionerede selskab.
Brasilianske Bernardo Hees blev indsat som topchef i Heinz-koncernen i sommeren 2013, da det brasilianske investeringsselskab 3G Capital overtog selskabet. Og siden dengang og frem til udgangen af 2014 har han nedlagt hele 7.400 arbejdspladser i selskabet.
Bernardo Hees er i øvrigt også partner i 3G Capital, som sammen med Warren Buffets investeringsfirma Berkshire Hathaway har stået for sammenlægningen af de to amerikanske fødevarekonglomerater.
Med fusionen bliver selskabet den tredje største føde- og drikkevareproducent i Nordamerika og den syvende største på verdensplan.
Heinz og Kraft Foods i gigantisk fusion
Medie: Konsortium overvejer gigantbud på Sabmiller
Ex-Heinz-boss får en halv mia kr i gyldent håndtryk