Salg af discountmælk på retur

Med en markedsandel på 54,2 pct. i 2012 sad private label-mælken under brands som Danmælk, Budget, X-tra og First Price tungt på det danske mælkemarked. Men i 2013 dykkede salget ifølge Dansk Handelsblad igen, så markedsandelen i stedet lød på 52,6 pct., og årsagen er ifølge Arla Danmark-direktør Tomas Pietrangeli, at danskerne igen har fået øjnene op økologisk mælk, og fordi der ikke længere er samme forskel i prisen på de to typer mælk.
"Prisgabet afgør, hvor meget der bliver solgt af henholdsvis økologisk og konventionel mælk. Hvis det bliver for stort, så ser vi, at økologi falder. Men nu er der også andre kræfter på spil, som handler om, at kæderne konkurrerer på økologi - og bruger det som slagtilbud og til at drive trafik. Det er en ny dimension," siger Tomas Pietrangeli til Dansk Handelsblad.
Sidste år blev der ifølge DR Nyheder drukket 7,5 mio. liter mindre mælk i forhold til året før, og i januar udtalte samme Pietrangeli, at tilbagegangen skyldes, at afgiften på sodavand blev fjernet 1. januar 2014.
"Det er helt afgjort gået ud over forbruget af mælk i Danmark, at afgiften på sodavand blev fjernet," udtaler direktør for Arla Danmark, Tomas Pietrangeli til DR Nyheder, og uddybede videre, at der ifølge mejerkoncernens egne tal skete et skred i forbrugernes køb af mælk, da sodavandsafgiften forsvandt.
Der er dermed også en sandsynlighed for, at en del af de mennesker, som ikke længere vil betale fem kroner for en liter discountmælk, nu i stedet køber sodavand.
Arla: Bortfalden sodavandsafgift skyld i dalende mælkesalg
Relaterede artikler:
Det slemme sukker
For abonnenter