Slagteskib i pendulfart fra Norge til Hirtshals erstatter 7000 lastvogne med laks

Verdens største flydende slagteri vil om få uger transportere enorme mængder laks fra havbrug ud for Norge til en ny stor lakseterminal i Hirtshals. Det nybyggede slagtefartøj får laksene to døgn hurtigere frem til kunderne, og projektet til 800 mio. norske kroner kaldes en gamechanger inden for lakselogistik.
Det nye norske laksefartøj "Norwegian Gannet" designet af Wärtsilä Ship Design. Illustration: Wärtsilä | Foto: Illustration: Wärtsila
Det nye norske laksefartøj "Norwegian Gannet" designet af Wärtsilä Ship Design. Illustration: Wärtsilä | Foto: Illustration: Wärtsila

"Norwegian Gannet" er navnet på et nyt norsk slagtefartøj, der vil sætte gang i noget nær en revolution i laksebranchen, hvad angår miljøbelastning og friske råvarer. Fartøjet bliver verdens største flydende slagteri og skal efter jomfrusejladsen i november sejle i pendulfart mellem norske havbrug og en ny lakseterminal i Hirtshals.

"Vi tør ikke helt sætte dato på, men vi satser på, at første tur bliver i løbet af november. Det er et stort projekt, og der er kun sædvanlige færdiggørelseproblemer, ingen store," siger lederen af projektet, adm. direktør Carl-Erik Arnesen fra norske Hav Line, til FødevareWatch.

Tidsplanen har nemlig forskubbet sig fra en startdato i august til nu en dato i november.

Det nye hybridfartøj vil laste laks fra havbrug ud for Bergen, sejle dem ned over Skagerak - mens de bliver slagtet, renset og nedkølet - og losse dem i den splinternye lakseterminal i Hirtshals.

På den måde vil de ferske fisk nå to døgn hurtigere frem til forædlingsvirksomhederne og slutkunderne end ved traditionel lastvognstransport. Og på årsbasis vil dette ene fartøj angiveligt kunne spare ca. 7000 lastvognsture.

I dag sendes hovedparten af laksene først til slagtning og rensning på norske fabrikker, hvorfra de køres med lastvogn ned gennem Norge og videre med færgeruterne fra Norge eller Sverige til det europæiske fastland.

Bedre, billigere, friskere og mere miljøvenligt

På landjorden i Hirtshals står den nye pakke- og distributionsterminal på 9000 kvadratmeter allerede helt klar til brug med 13 køreporte til lastbilerne, der skal transportere laksen videre. Og byen tegner til at blive et nordisk knudepunkt for lakseindustrien.

"Alt er færdigt. Det er gået strålende," siger Carl-Erik Arnesen fra Hav Line, der i Hirtshals har allieret sig med den danske fiskerikoncern Skagerak Group til at stå for terminalprojektet.

"Vi er først i verden med det, vi har startet op. Målet er bedre fiskekvalitet, længere holdbarhed, god fiskevelfærd og en optimering af hele slagte- og transportprocessen," har Carl-Erik Arnesen tidligere beskrevet perspektiverne for projektet.

Ud over at gøre råvarerne friskere og kvaliteten højere skal den nye logistikløsning også begrænse smitterisici, mindske fiskespildet og miljøbelastningen hen over hele forsyningskæden.

Foruden besparelserne ved, at det moderne hybridskib sejler på både el og olie, kalkuleres der også med besparelser på emballage og køling under transporten.

Gamechanger

I norske fiskeri- og skibsfartskredse anses "Norwegian Gannet" for en mulig gamechanger i hele logistikken bag lakseindustrien.

I Norge har bekymringen for de tabte arbejdspladser på landjorden vakt så stor politisk bekymring, at Hav Lines slagteskibsprojekt ifølge Bergens Tidende nu for anden gang kommer op i det norske Storting.

Hav Line-direktør Carl-Erik Arnesen har over for avisen vurderet, at fordelene ved at få laksen hurtigere ud på markedet opvejer ulemperne for laksepakkerier og arbejdspladser i Norge. Og hvis erhvervet skal vokse lige så meget, som forskere og politikere mener, så er det norske vejnet ikke godt nok.

Bag projektet, der har været undervejs i flere år, står rederiet Hav Line Gruppen, der ejes af to af de store spillere inden for norsk lakseopdræt, Haugland-Gruppen og familien Sekkingstad.

Over for FødevareWatch beskriver adm. direktør Carl-Erik Arnesen projektet som "en investering til 800 mio. norske kroner".

Kan håndtere 10 pct. af Norges lakseproduktion

Formanden for Hav Line Gruppen, Jon Hindar, har tidligere oplyst, at hybridfartøjet efter planen årligt skal sejle 140 ture til Danmark med 1000 ton laks pr. tur og en slagtekapacitet på 100 ton i timen.

Det siger noget om projektets størrelse og om det miljømæssige potentiale, at dette ene skib vil kunne erstatte ca. 7000 lastvognslæs om året. Og set i forhold til den samlede norske lakseproduktion vil "Norwegian Gannet" ifølge Hav Line-formanden kunne håndtere - altså fragte og slagte - 10 pct. af det samlede norske lakseopdræt på ca. 1,2 mio. ton.

Fiskeopdræt og især laksebrugene er i dag en aldeles afgørende del af norsk erhvervsliv, der går olieudvindingen i bedene som den mest værdiskabende branche.

Ifølge helt nye tal viste årets første tre kvartaler en samlet norsk lakseeksport på 759.000 ton til en værdi af 49,4 mia. norske kroner - en stigning på 7 pct. i mængder og 4 pct. i penge set i forhold til samme periode sidste år.

Specialskibet

Hav Line Gruppens nye slagteskib er bygget på det spanske værft Astilleros Balenciaga S.A., der ligger i Baskerlandet i bunden af Biscayabugten. Det blev 16. maj i år navngivet "Norwegian Gannet" af den norske fodboldstjerne Kristin Sandberg, der var med til at vinde verdensmesterskabet i fodbold i 1995. Gannet er det engelske navn på søfuglen havsulen, der lever i Nordatlanten.

Skibet er det spanske værfts hidtil største nybygning, og det 94 meter lange og 4000 ton tunge specialskib kunne søsættes efter 20 måneders byggeri i dokken i byen Zumaia.

Foruden de sparede lastvognsture tæller det positivt i miljøregnskabet, at "Norwegian Gannet" er udstyret med hybridteknologi. Derfor er byggeriet af det nye skib støttet med 6,5 mio. norske kr. fra Enova, som er den norske stats fond til omlægning af Norge til et lavudslipsamfund.

Under norsk flag og med norsk mandskab

Det nye skib vil sejle under norsk flag og er registreret i det norske Skipsregister under Sjøfartsdirektoratet, og som mandskab på skibet regner Hav Line med at ansætte ca. 100 nordmænd i to skift. Foreløbig er over 30 blevet ansat. Et skift vil bestå af ca. 45-50 personer. Hertil kommer nogle ansatte på land i både Danmark og Norge.

Til at stå for byggeriet af lakseterminalen i Hirtshals har Hav Line allieret sig med den store fiskekoncern Skagerak Group i Hirtshals. Her står Jørgen Marvig fra Skagerak Group for byggeriet, der i første omgang er på 9000 kvadratmeter, men senere skal udbygges til 16.000 kvadratmeter.

Fuldt indfaset ventes terminalen i Hirtshals at beskæftige 120-140 medarbejdere på landjorden med pakning og videre distribution. Den videre transport af laksen vil ifølge Hav Line foregå med lastbiler ned gennem Jylland til europæiske destinationer og med skibstransport videre ud i verden til kunder i andre verdensdele.

Hav Line har produceret en animationsfilm med titlen "Hav Line-metoden" om, hvordan slagteskibet skal fungere i praksis. Den kan ses herunder:

 

Lakseprojekt i Hirtshals kan give op mod 200 jobs

13 nye laksekonger blandt Norges 400 rigeste

Norsk lakseproducent vil sende laksen hurtigere til Danmark

Dansk fiskeindustri klager over unfair norsk konkurrence

Norge overvejer skattesystem til havbrug

Analyse: Norsk lakseopdræt har fordoblet lønudgifterne uden at producere mere 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også