Alkoholfri gin er massiv succes hos Skotlander

En trend har ramt cocktailpandemien: Virgin cocktails. Både sjusser med lav alkoholprocent og helt uden er en af de blomstrende nye tendenser, fortæller spirituskonsulent. Den danske ginproducent Skotlander er selv chokeret over interessen for selskabets virgin gin.
Fotoet viser faktisk både Anders Skotlander og Anders Bilgram, de to ejere af Herbie Gin og Herbie Virgin. | Foto: PR
Fotoet viser faktisk både Anders Skotlander og Anders Bilgram, de to ejere af Herbie Gin og Herbie Virgin. | Foto: PR

Fælles for sjusserne, der langes over disken på diverse cocktailbarer rundt om i verden, er indholdet af spiritus, og gerne masser af den. Den tradition bryder en ny trend med. Virgin cocktails eller cocktails lavet med mindre alkohol i vokser stille og roligt frem.

Trenden har den danske spiritusproducent Skotlander i den grad mærket.

Medejer Anders Skotlander fortæller, at man er blevet fuldstændig "blæst bagover" over den interesse og efterspørgsel, der har været på selskabets alkoholfrie gin kaldet Herbie Virgin.

"Der har været en helt vild interesse for den, helt vild. Der er uden tvivl en trend hen mod virgin cocktails. I New York er det helt normalt, at man drikker alkoholfri øl og cocktails," fortæller Anders Skotlander, der sammen med sin hustru ejer og driver Skotlander Rum, der sammen med Nordisk Brænderi ejer ginmærket Herbie Gin, som producerer den alkoholfri gin.

Det var dog ikke just ordet "begejstring", der umiddelbart bedst beskrev den modtagelse, som den alkoholfri gin fik.

"Vi blev svinet til på de sociale medier. Klyng dem op og brænd destilleriet ned til grunden, skrev folk. Men halvanden uge efter var de udsolgt, og så vidste vi, det var en rigtig god ide," siger Anders Skotlander.

En ting er de sociale medier, en anden er hvad folk gør i det virkelige liv. Og i det virkelige liv ville kunder og restauratører enormt gerne have de spiritusløse dråber.

Det første batch, som var på 1500 flasker blev revet væk til Anders og hans hustrus store overraskelse. Flaskerne blev kun afsat i Danmark, men ikke lang tid efter bankede det på i ægteparrets mail-indbakke med forespørgsler på den nye type gin.

"De gik amok i Herbie Virgin. Det har gjort, at vi har sendt prøver på den til det meste af verden. Historien om ginnen gik næsten hele verden rundt. Historien blev fortalt på alt fra russiske til kinesiske medier," lyder det fra grundlæggeren, der remser alle de navne, han umiddelbart kan komme på af distributører i lande, som Skotlander har sendt smagsprøver til:

"Monaco, Frankrig, Italien, Rusland, Australien, Malta, Sverige og Norge har fået prøver. Det er indkøbere, vi har haft svært ved at få kontakt til med vores normale gin og rom."

Skotlander har nu lavet tre batches, som hver svarer til ca. 1300-1400 flasker. Alle er blevet solgt lige så hurtig som det første batch.

"Vi har overhovedet ikke skullet lave opsøgende salgsarbejde for at få det afsat. Det havde vi virkelig ikke forestillet os. Der er bare en stor efterspørgsel på gin uden alkohol," lyder det fra en glad Anders Skotlander.

Især New York spørger

Søren Krogh Sørensen, der arbejder som spirituskonsulent med speciale i markedsføring og branding, fortæller, der er en voksende interesse for lavalkoholiske cocktails og helt alkoholfrie drinks.

Det er især i restaurationssegmentet, han ser det stille og roligt vokse frem, og han tror på, at det sagtens kan vokse sig stort:

"Hvis restauranter får det her tilbudt af høj nok kvalitet, så tror jeg for alvor, det vil tage fat. Jeg ser flere producenter og destillatører, som lige nu arbejder på det, fordi de ser det komme."

Den alkoholfri spiritus Seedlip blev lanceret tilbage i 2015. Ligesom Herbie Virgin er det en destilleret alkoholfri spiritus. Modsat det danske mærke bruger den ikke en klassisk spiritustype til at beskrive sig, men har i stedet gjort brug af sit særprægede navn.

Seedlip vokser i popularitet på cocktailbarerne i New York, hvor publikum ofte kommer ikke for at blive fulde, men fordi det er et vigtigt netværkssted – til tider er det noget nær en nødvendighed for karrieren at kunne tage ud efter job og få en cocktail. Sammen med den voksende sundhedsbølge har det åbnet for markedet af cocktailsippende newyorkere. Den verdensberømte bar Dead Rabbits topbartender Jack McGarry udtalte til Fortune i august, at han så en stigning i bestillingerne af virgin cocktails.

Det er netop i New York, at Skotlander Rum har oplevet en stor efterspørgsel på sin alkoholfrie gin. Det til trods for, at der ikke er lavet nogen form for reklameindsats for den.

"Nyheden om verdens første gin uden alkohol har spredt sig hele vejen til New York. I Duke’s Liquor Store, hvor vi sælger vores rom og gin, kom der en og spurgte efter den. Ejeren var helt chokeret over, at folk faktisk havde hørt om den," siger Anders Skotlander.

De første flasker er allerede i USA, men til december sendes der endnu flere flasker derover. Herefter bliver det England og Tyskland, som står for skud.

Dansk mikrodestilleri sender første flasker over til 'Det store æble'

Dansk rom vinder guld

Dansk ginmærke skyder britisk entré i gang via eksklusiv klub

1400 sømil, 400 liter rom og halvandet år senere...

Populær dansk shotproducent solgt til nordmænd

Hot n'Sweet-salg skal øge sælgers fokus på vin og sirup

Historisk spiritusbygning skal laves om til kulturmekka

Internettet kommer til at indtage fremtidens drinks

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også