FødevareWatch

Populær dansk shotproducent solgt til nordmænd

De norske ejere af De Danske Spritfabrikker i den børsnoterede Arcus-koncern har igen købt en kendt dansk producent af spiritus.

Det er Fazer, der står bag de kendte stærke bolscher, som bliver brugt i spiritusflaskerne fra Hot n'Sweet, som nu kommer på norske hænder. Foto: /ritzau/

Det rystede hele den danske akvavitkultur, da den norske Arcus-gruppe tilbage i 2013 købte De Danske Spritfabrikker, og nu rokker nordmændene igen ved den danske spiritusbranche.

Denne gang er det brandet Hot n'Sweet, som nordmændene har sat tænderne i, og dermed er det i fremtiden Arcus-koncernen, der kommer til at lukrere på salget af vodka-drikken, som ifølge en meddelelse fra Arcus primært bliver solgt i toldfri butikker i Danmark, Norge og Sverige.

Sælgerne er virksomheden Strandgaarden Wine & Spirits A/S fra Espergærde.

Samlet omsætter de kendte flasker med den sorte drik ifølge Arcus for 21 mio. kr. om året, og Hot n'Sweet har ifølge meddelelsen været det bedste sælgende vodka-shot i Danmark.

Opkøbet sker som led i Arcus' strategi om at købe såkaldte bolt-on brands, hvorigennem Arcus bedre kan udnytte både salgsorganisationen og produktionsanlæg.

"Hot n'Sweet-opkøbet vil bringe en profitabel vækst ind i Arcus' spiritus-portefølje," udtaler Kenneth Hamnes, adm. direktør i Arcus.

Han tilføjer:

"Hot n'Sweet rummer et fortsat salgspotentiale i Danmark, bakket op af Det Danske Spiritus Kompagni A/S. Opkøbet vil også styrke vores on-trade position i Danmark, Norge og Sverige, samt den samlede portefølje i vores kernemarkeder."

Mangeårig direktør og nu bestyrelsesformand i Strandgaarden Wine & Spirits, Niels Wendelboe Jensen, udtaler om salget, der effektueres med årets udgang:

"Arcus vil med deres solide markedsindsigt nu overtage Hot n'Sweet og bringe det til det næste niveau."

Flytter mere produktion til Norge

Da Arcus i 2013 købte De Danske Spritfabrikker var formålet at skabe ny vækst i akvavitmarkedet, og med flytningen af de de danske produktioner til Norge har man forsøgt at øge både top- og bundlinje.

I kvartalsregnskabet for tredje kvartal, som også er blevet præsenteret i dag, fremgår det, at Arcus isoleret til kvartalet har hævet indtjeningen ebitda med 11,2 pct. til 101,6 mio. NOK i forhold til samme kvartal i 2016. Omsætningen lå med 603,1 mio. NOK helt på niveau med sidste års tredje kvartal. Den overordnede organiske vækst var i alt på minus 3,1 pct.

Ebit-resultatet for perioden var på 79,8 mio. NOK mod 72,5 mio. NOK sidste år, og på den endelige bundlinje var der i år 57 mio. NOK til ejerne mod et underskud på 20,1 mio. NOK sidste år.

Fra februar 2018 vil produktionen af vodka-drikken ske på Arcus' fabrik i norske Gjelleråsen.

United Drinks udvider med nyt bolsjesamarbejde

Usikker fremtid for norsk akvavitproduktion

Snapsegigant vil hente vækst hos snapseglade tyskere

Finske Fazer tilbagekøber tre småkage-brands

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier