Danske bryggere dominerer verdenseliten

Den danske brygger Mikkel Borg Bjergsø og hans ølmærke Mikkeller har længe været i øllets verdenselite.
Det understreges i den kåring over klodens bedste bryggere og bryghuse i 2014, som RateBeer offentliggjorde fredag eftermiddag. Her kommer Mikeller ind på en fornem tredjeplads blandt de flere end 19.000 bryggere, der er inkluderet på verdens største ølsite.
Imidlertid er det ikke kun den berømmede øl-entreprenør, der indgyder til patriotisk stolthed. For Mikkel Borg Bjergsøs protegé, den danske ølbryggerduo To Øl, er ligeledes med på top 10. Da de resterende otte på listen alle er fra Nordamerika er Danmark således den eneste repræsentant for resten af verden. Ja, for den sags skyld er det højst en minimal tilsnigelse af sandheden at gøre hævd på en af de amerikanske deltagere; det er således Evil Twin, der er drevet af Jeppe Jarnit-Bjergsø, Mikkel Borg Bjergsø USA-bosatte tvillingebror.
Listen toppes af det amerikanske bryggeri Hill Farmstead Brewery, mens Toppling Goliath Decorah ligeledes fra USA er nummer to. Som en notabene til guldpladsen kan det nævnes, at Mikkeller rent faktisk har samarbejdet med Hill Farmstead Brewery om den meget roste imperial stout "Daybreak".
Placeringerne fra 11-100 er ikke rangeret, men her forefindes imidlertid yderligere to bryggerier, Amager Bryghus og Beer Here fra Køge. Samlet set gør det Danmark til det fjerdebedst repræsenterede land på top 100. Canada og England har begge seks bryggere med på listen, mens USA har 80 mikrobryggerier med på listen.
Rekord: Så mange nye øl kom på markedet i 2014
Relaterede artikler:
2014: Stor aktivitet i dansk specialbryg
For abonnenter
Rekord: Så mange nye øl kom på markedet i 2014
For abonnenter