Skrumpende sprutsalg skuffer hos fransk luksuskæmpe

Det franske luksusselskab LVMH, der er verdens største målt på omsætning, oplevede et fald i omsætningen inden for vin og spiritus på 8 pct. til 888 mio. euro i årets første tre måneder.
Renset for valutaudsving var faldet på 3 pct., blandt andet forklaret af et dyk i salget af cognac, herunder LVMH's Hennessy-mærke, i Kina, hvor det nye politiske ledelseshold ifølge Bloomberg har skåret kraftigt ned på forbruget på dyre festmiddage og gaver.
Til gengæld var der godt gang i salget af champagne, hvor LVMH står for mærkerne Möet & Chandon, Dom Pérignon, Krug og Veuve Cliquot, og især årgangschampagner viste stærk vækst, skriver det franske selskab.
Samlet steg salget 4 pct., eller 6 pct. på organisk basis, til 7,21 mia. euro i kvartalet for LVMH, trukket op af pæn vækst inden for tøj og lædervarer, ikke mindst takket være en "entusiastisk modtaget" ny kollektion af Louis Vuitton-tasker.
Analytikerne havde sat næsen op efter en omsætning på 7,36 mia. euro ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg.
Tørsten stiger efter hjemmelavet whisky
Relaterede artikler:
Tørsten stiger efter hjemmelavet whisky
For abonnenter
Ny ædruelighed kan gavne Carlsberg
For abonnenter