Mary ville se Meyers amerikanske madeventyr

Der var uvurderlig PR for Claus Meyers amerikanske madeventyr i Grand Central Terminal i New York onsdag, da både statsminister Lars Løkke Rasmussen og Kronprinsesse Mary var forbi til en rundtur.
Claus Meyer viser statsminister Lars Løkke Rasmussen og Kronprinsesse Mary rundt i Great Northern Food Hall i Grand Central Terminal i New York. | Foto: Polfoto
Claus Meyer viser statsminister Lars Løkke Rasmussen og Kronprinsesse Mary rundt i Great Northern Food Hall i Grand Central Terminal i New York. | Foto: Polfoto

NEW YORK

For de fleste ikke-danskere var det nok svært at forstå det postyr, der opstod ved Meyers Great Northern Food Hall på Grand Central Terminal i New York, omkring middag lokal tid onsdag.

Men for de danske turister, der var forbi for at få en kanelsnurre eller et stykke smørrebrød, blev det til lidt af en særlig oplevelse. For ikke nok med at ejeren selv, Claus Meyer, var til stede, så fik han følgeskab af både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og HKH Kronprinsesse Mary, der skulle have en rundtur.

”Det er nok nogle svenskere,” lød det observerende fra to amerikanske kunder, der netop havde været inde og hente en kop kaffe fra Meyers Brownsville kaffebar, mens de prøvede at finde ud af, hvorfor i alverden, der var så mange fotografer til stede og så stor interesse for to mænd, der fik sig en sludder.

Det var en god dag på pressefronten for Claus Meyer.
Det var en god dag på pressefronten for Claus Meyer.

De to kvinder, der arbejder i Grand Central, er mere end begejstrede for, at Claus Meyer har slået sig ned netop her.

”Det er det bedste, der er sket herinde. Vi er her minimum en gang om dagen”, lød det fra de glade kunder, inden kronprinsesse Mary kom spadserende ind i Vanderbilt Hall’en fra 42th Street, som var hun enhver anden af de 750.000 personer, der dagligt passerer togstationen.

Ikke nemt at være hvid i Brownsville

Et af Claus Meyers nye projekter i New York er gennem hans fund Melting Pot Foundation. Her er man i gang med at lave en madskole, bageri, et cafeteria og et sundhedsprojekt for unge i det hårdt belastede område Brownsville, der tidligere har været benævnt som det mest farlige i Brooklyn.  

”Det er super svært at komme derud som hvid mand. De er vildt mistænksomme og risikoen er, at de vil se, hvor meget de kan få ud af det selv i de næste to uger,” sagde Claus Meyer til kronprinsesse Mary, da hun spurgte ind til, hvordan projektet blev modtaget i Brownsville.

Smørrebrødet hos Claus Meyers madhal blev nærstuderet.
Smørrebrødet hos Claus Meyers madhal blev nærstuderet.

Rundturen fortsatte derefter over til smørrebrødsstanden, hvor der blev talt om både hønsesalat, rullepølse og roastbeef.

”Et moderne take på smørrebrød, men det er en hårfin balance, hvor vi er tro mod afsættet,” fortalte Claus Meyer inden turen gik over til grødbaren.

”Det er lidt sværere at få til at se spændende ud”, konstaterede han.

Claus Meyer fortæller sine gæster om, hvordan man tilbereder grøden i Grain Bar.
Claus Meyer fortæller sine gæster om, hvordan man tilbereder grøden i Grain Bar.

Lettere at være statsminister

Meyers madhal er opført i den ene ende af den store Vanderbilt-hall med højt til loftet og store lysekroner. Kronprinsesse Mary ville vide, hvem der havde stået for designet af food hall’en, hvorefter Claus Meyer stolt kunne berette, at det havde hans kone Christina.

Rundturen sluttede for pressens vedkommende ved Claus Meyers fine dining-restaurant Agern, som har fået gode og vigtige lokale anmeldelser i lokale aviser, men det er stadig en kamp at få restauranten til at løbe rundt, afslørede han.

 'Den grå dame' hylder Claus Meyers NY-restaurant 

”Du får mig ikke til at sige, det er let. Det er ikke ”a walk in the park”. Det er meget lettere at være statsminister,” sagde Claus Meyer.

”Så er det jo ikke svært,” replicerede Lars Løkke Rasmussen inden de forsvandt ind bag dørene hos Agern.

 Claus Meyer: "Du kan bande på, at jeg taber penge" 

 Meyers 'indianer i kano' høster stor ros i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også