FødevareWatch

Aldi barberer 170 millioner kroner af rekordunderskud

Aldi Danmark kom solidt igennem 2020, men trods stor fremgang på regnskabets nederste linje er der stadig langt til overskud. "Vi er ikke i mål endnu, men vi er godt på vej," siger økonomidirektør.

Foto: Christian Lykking/ERH

Med en fremgang på 170 mio. kr. eller 33 pct. er der glæde at spore i baglandet hos Aldi Danmark, der i efterhånden mange år har været presset på økonomien og fået massive milliontilskud fra moderkoncernen i Tyskland.

2020-regnskabet endte stadig i et underskud på 342 mio. kr. - det 12. underskud i træk - men i en pressemeddelelse hæfter Aldi-direktør Finn Tang sig ved, at man har vendt skibet, og nu ser resultaterne ud til at gå den rigtige vej fra 2019-resultatet på hele minus 512 mio. kr.

Vi følger vores langsigtede plan om at gå fra minus til plus, og første skridt var så at sige at få sat en prop i hullet.

Finn Tang, adm. direktør, Aldi Danmark
"Det lyder måske mærkeligt, at man kan være tilfreds med et trecifret millionunderskud, men for os er det et vendepunkt og en markant milepæl. Vi følger vores langsigtede plan om at gå fra minus til plus, og første skridt var så at sige at få sat en prop i hullet," udtaler Finn Tang, der betegner regnskabet som bedre end forventet.

Videre siger han, at det primære mål fortsat er at øge omsætningen, og at "det er et langt, sejt træk, som både forudsætter et state-of-the-art butikskoncept, en effektiv organisation og et markant løft af vores brand og omdømme."

Omsætningen nåede i 2020 3,92 mia. kr., hvilket var knap 300 mio. kr. bedre end i 2019.

Bruttoresultatet løftede sig i året med 176 mio. kr. til 548 mio. kr., og et negativt driftsresultat blev forbedret med 172 mio. til i et minus på 325 mio. kr.

Aldi har i dag en markedsandel på 3,2 pct., og håbet er at komme op på 4-5 pct.

Dansk Aldi-chef: Vi har vundet på krisen og er i offensiven for at få et bedre image

En rentabel forretning på sigt

Osman Kayhan, økonomidirektør i Aldi Danmark, tilføjer, at man udover forbedringen på 170 mio. kr. også også har åbnet 11 nye butikker i 2020, og deruodover også har investeret i ny IT.

"Vi kommer ud af 2020 med 170 mio. mere på bundlinjen, men altså fortsat med et markant underskud på minus 342 mio. kr. Vi er ikke i mål endnu, men vi er godt på vej, og vi kan se, at den positive udvikling er fortsat i de første måneder af 2021," siger han.

"Det er en spændende teknologisk transformation, som vi for alvor har taget hul på i 2020. De investeringer, vi laver nu, skal være med til at sikre, at vi bliver en rentabel forretning på den lange bane," fortsætter Osman Kayhan.

Så sent som i april tilførte de tyske ejere af Aldi Danmark selskabet 297 mio. kr. for at fylde en del af det økonomiske hul op, som den store revitaliserings- og moderniseringsplan medfører i Danmark.

Samlet har kapitaltilførslerne fra den tyske koncern i de seneste år bygget sig op, og der er skudt mere end 4 mia. kr. ind i butikken. De har bl.a. dækket løbende underskud i kæden samt udgifter til nye butikker.

"Vi har selvfølgelig brug for kapital i fremtiden, når vi laver butiksinvesteringer, og det er altid bedst, at pengene til lånet kommer hjemmefra," udtalte Finn Tang i marts til FødevareWatch og fortsatte:

"Selvfølgelig er der en forventning om, at vi inden for en årrække er selvfinanseriende, og vi er også på rigtig god vej til det. Indtil da vil vores ejere gerne investere i Danmark og andre lande, der vil investere i mursten, så længe vi kan klare driften selv."

Aldi Danmark kunne sidste år fejre 43 år i Danmark, og kæden består for øjeblikket af i alt 184 butikker med i alt 2800 medarbejdere.

Økosalget slår igen rekord

Dagligvarekæde lukker flere kontorer og centraliserer danske aktiviteter

Ny næstkomanderende i Aldi Danmark

Aldi får ny millionindsprøjtning fra tyske ejere 

Mere fra FødevareWatch

Isproducenterne melder klar til at kæmpe om sommermarkedet

De danske isproducenter forventer, at de får en af de bedste sæsoner nogensinde, og alle har de en formel for, hvordan de skal vinde danskernes gunst. Der er dog ikke én formel, der er ens, men der er utallige nye produkter og tiltag på vej.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier