DRC-direktør forudser ændret forslag for skærpet udeservering
Politikerne må lytte til beboerne i Københavns og de brancheorganisationer, som repræsenterer barer, restauranter og caféer i Hovedstaden, inden et forslag om skærpede regler for udeservering stemmes igennem.
Det fortæller Torben Rosenstock, der er adm. direktør i Danmarks Restauranter og Caféer til TV2 Kosmopol.
”Jeg har en forventning om, at det her forslag ikke går igennem i sin eksisterende form. At man vil lytte til branchen, og man vil lytte til de mange tusinde borgere, der siger ”det her, det er bare ikke måden at gøre det på”,” siger han.
Både DRC og brancheorganisationen Horesta har intensiveret sit arbejde for at stoppe forslaget, der blev fremsat i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Flere partier havde ellers flertal til at fortsætte planerne om at stoppe for udeservering efter klokken 22 i størstedelen af København, som FødevareWatch tidligere har beskrevet.
Flere melder sig i debatten om begrænsning af udeservering
DRC har ifølge TV2 Kosmopol samlet 25.000 underskrifter mod forslaget. Horesta har delt foldere ud på 100 serveringssteder, som opfordrer til, at borgerne forlanger et høringssvar.