Minister: Ørreder skal beskyttes bedre

Overfiskeriet i fjordene på Sjælland skal stoppes, mener fødevareminister Esben Lunde Larsen. Myndighederne er derfor ved at revidere reglerne for fiskeri og fredningsbælterne for fisk ved de sjællandske kyster.
Foto: Ole Lind/Ritzau Scanpix
Foto: Ole Lind/Ritzau Scanpix
AF DR SJÆLLAND

Det skal være slut med muligt overfiskeri i de sjællandske fjorde, hvis det står til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), oplyser DR Sjælland.

Ministeren siger i et svar til Enhedslisten, at han er optaget af, at ørreder får bedre muligheder for at gyde - og det gælder ikke mindst de oprindelige bestande.

Netop de få oprindelige ørredstammer, der er tilbage på Sjælland, er ifølge flere eksperter truet af overfiskeri i fjordene. Det betyder, at kun få fisk vender tilbage til vandløbene i for eksempel Karrebæk Fjord og Præstø Fjord for at formere sig.

Men med ministerens melding er der håb forude - både for lystfiskere og turisterhverv, siger biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund, Kaare Ebert til DR Sjælland.

Enhedslistens fødevareordfører, Søren Egge Rasmussen, er også tilfreds med ministerens svar:

"Det er vigtigt, at vi passer på vores naturressourcer, og det kan ikke nytte noget, at der er nogle fiskebestande, der uddør, for så kommer de aldrig tilbage igen," siger han til DR Sjælland.

Lige nu er myndighederne ved at revidere reglerne for fiskeri og fredningsbælterne for fisk ved de sjællandske kyster, og i det arbejde skal der blandt andet tages hensyn til en forskningsrapport, der påviser truslen mod de oprindelige havørreder.

Det bekræfter fødevareordfører for Venstre, Erling Bonnesen over for DR Sjælland:

"De bekymringer tager vi alvorligt, og derfor beder vi om at få set nærmere på det her," siger han.

De nye regler om fiskeriet ved Sjælland ventes ifølge fødevareministeren sendt i høring inden årsskiftet.

(DENNE ARTIKEL ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF DR Sjælland)

Mysterie løst: Derfor forsvandt vestkyst-torsken 

Japansk sushi-boss betaler 800.000 kroner for truet tun 

EU skærer i danske fiskekvoter 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også