Klimaråd: Landbruget kan tjene på grøn omstilling - L&F raser

Klimarådet ser i ny rapport god økonomi i at mindske CO2-udledningen. Klimaministeren er dog ikke imponeret, og i Landbrug & Fødevarer afviser man helt rapporten fra rådet.
Foto: ABF/PR
Foto: ABF/PR
AF RITZAU

Det kan lade sig gøre både at reducere det danske CO2-udslip og tjene penge på det samtidig.

Det er blandt de opsigtsvækkende konklusioner i den første rapport fra Klimarådet, som er det ekspertorgan den tidligere regering nedsatte for at holde snor i klimapolitikken.

Rapporten anbefaler en "omkostningsminimeringspakke", der ikke alene betyder, at CO2-reduktionen i 2020 når 40 procent af niveauet i 1990, men også at samfundet opnår en gevinst på 1,1 milliarder kroner om året.

En god del af denne win-win-løsning kommer ifølge Klimarådets formand, tidligere overvismand Peter Birch Sørensen, ved at gribe ind over for landbrugets CO2-aftryk.

HER ER ALT DU BØR VIDE OM COP21

"Det kan give en samfundsøkonomisk gevinst, fordi tiltagene over for landbrugets drivhusgasudledninger samtidig vil mindske kvælstofudvaskningen og ammoniakfordampningen fra landbruget, som vil give et renere vandmiljø," siger han og fortsætter:

"Værdien af et renere vandmiljø har forskere tidligere værdisat, og det er deres beregninger, vi læner os op ad, når vi når frem til en gevinst på over en milliard kroner årligt."

På Christiansborg har klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) tidligere afvist at ambitionen om at nå 40 procents reduktion i 2020, fordi det ifølge ministeren er for dyrt.

Og de nye beregninger fra Klimarådet får ham umiddelbart ikke til at skifte mening.

Han hæfter sig i en skriftlig kommentar til Ritzau i stedet ved, at staten i omkostningsminimeringspakken skal punge ud med 900 millioner kroner om året for at få den påståede samfundsøkonomiske gevinst på 1,1 milliarder kroner.

Og de penge er ministeren ikke indstillet på at finde.

Heller ikke idéen om at pålægge landbruget restriktioner vinder gehør hos Lars Chr. Lilleholt.

"Regeringen går ikke ind for at (...) forringe landbrugets konkurrenceevne for at jagte et tilfældigt klimamål i et tilfældigt år, som dybest set ikke er nødvendigt for at opfylde vores langsigtede CO2-reduktionsmål," siger han i den skriftlige kommentar.

Danmark står i dag til at reducere CO2-udledningen med 37 procent i 2020 i forhold til niveauet i 1990.

L&F: Elendig rapport fra Klimarådet

Landbrug & Fødevarer afviser Klimarådets rapport, der foreslår reduktion af CO2-udslip fra landbrugssektoren.

Det er komplet hul i hovedet, når Klimarådet i en ny rapport hævder, at en yderligere reduktion af CO2-udslippet fra landbrugserhvervet kan give en klækkelig samfundsøkonomisk gevinst.

Det er meldingen fra Flemming Nør-Pedersen, der er direktør i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

"Det er decideret uintelligent. Klimarådet har begået et ekstremt ringe stykke arbejde," siger han om rapporten, som han dog erkender ikke at have læst.

Ifølge Klimarådet vil mindre CO2-udledning fra landbruget samtidig medføre mindre kvælstofudvaskning, og det vil føre til et bedre vandmiljø.

Det bedre vandmiljø omregner Klimarådet til kroner og ører og når på den måde frem til, at Danmark både kan reducere CO2-udslippet og opnå en samfundsøkonomisk gevinst på i alt 1,1 milliarder kroner om året.

Men Klimarådets værdisættelse af vandmiljøet baserer sig ifølge Flemming Nør-Pedersen på tal, der er "skrupforkerte" og kan derfor ikke bruges til noget som helst.

Samtidig vender han sig kraftigt imod hele idéen med at bede landbruget om at holde for i CO2-reduktionen.

"Det er typisk Klimarådets osteklokke-tænkning, hvor man slet ikke ser dansk landbrug i en global kontekst," siger Flemming Nør-Pedersen.

Ifølge direktøren vil "nationale restriktioner" nemlig bare flytte produktionen udenlands til landbrug, hvor klimaaftrykket er meget større.

"Så hvis man følger anbefalingerne fra Klimarådet, gør man den globale klimaindsats en bjørnetjeneste," siger Flemming Nør-Pedersen.

Klimarådet offentliggjorde sin rapport og de medfølgende anbefalinger på et pressemøde torsdag formiddag.

Hækkerup svinger leen: Fyrer L&F-direktør og erhvervspolitisk chef

Vækstplan kan sende pensionspenge over i tom milliardfond

Regeringen præsenterer milliardfond til landbruget uden en eneste investor

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter