EU: Slagterifusion kan påvirke dansk konkurrence

Det kan blive forstyrrende for den danske konkurrence, hvis slagterivirksomhederne Danish Crown og Tican slår deres aktiviteter sammen.
Sådan lyder det fra EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.
"Efter en indledende undersøgelse konkluder kommissionen, at den planlagte transaktion kan påvirke konkurrencen i Danmark. Derfor skal Konkurrencestyrelsen nu undersøge fusionen i forhold til dansk lovgivning," fremgår det af meddelelsen.
Samtidig har kommissionen godkendt den planlagte fusion for delen, der vedrører lande uden for Danmark. Kommissionen har således konkluderet, at fusionen ikke vil forhindre effektiv konkurrence uden for Danmark.
Både Danish Crown og Tican har aktiviteter i forskellige europæiske lande, for eksempel i Danmark, Storbritannien, Polen og Sverige.
Det var tilbage i februar i år, at de to andelsejede slagterivirksomheder meddelte, at de ville gå sammen i en fusion. Bliver fusionen endeligt godkendt af de relevante myndigheder, vil Danish Crown, der også er den største af virksomhederne, blive det fortsættende selskab.
Dansk stillingtagen
Det er nu alene op til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at undersøge, om fusionen vil hæmme konkurrencen betydeligt til skade for blandt andre de danske forbrugere, som det hedder i en pressemeddelelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
I Danmark skal fusioner normalt behandles af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis de fusionerende virksomheder har en vis omsætningsstørrelse i Danmark. Hvis de fusionerende virksomheder er store og rækker på tværs af grænserne i EU, er det dog EU’s konkurrencemyndigheder, EU-Kommissionen, der skal behandle fusionen. En EU-medlemsstat som Danmark kan enten på opfordring af Kommissionen eller på eget initiativ anmode om, at en EU-fusion – delvist eller fuldstændigt – henvises fra Kommissionen til den pågældende medlemsstat.
EU-Kommissionen modtog 3. juni en anmeldelse af fusionen mellem de to danske slagterivirksomheder. Fusionen betyder, at Tican overfører alle sine aktiviteter til Danish Crown, og at Ticans andelshavere bliver andelshavere i Danish Crown.
Både EU-Kommissionen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har vurderet, at fusionen bedst behandles i Danmark. Fusionen skal nu anmeldes til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Ifølge konkurrenceloven gælder der faste tidsfrister for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling af fusionen, og fusionen må ikke gennemføres, før Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt den.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har 25 dage til at behandle en fusion, hvis den er uproblematisk. Men er sagen kompliceret har styrelsen yderligere 90 dage til at løbe sagen igennem. Fristerne kan imidlertid forlænges yderligere, hvis virksomhederne for eksempel afgiver tilsagn.
Hvis en fusion ikke umiddelbart kan godkendes, kan den eventuelt godkendes med tilsagn. Tilsagn er noget, som virksomhederne selv formulerer og forpligter sig til. For eksempel kan de give tilsagn om at frasælge et forretningsområde i forbindelse med fusionen, som man for nyligt så, da DE Masterblenders måtte sælge Merrild Kaffe i Danmark og de baltiske lande, mens Mondelez måtte frasælge Senseo-delen af forrentingen.
Fusionsparterne er forpligtede til at vente med at gennemføre fusionen, indtil den er blevet godkendt. Det kan straffes med bøde, hvis parterne ikke overholder reglerne.
Slagteri i Thisted spås fem års levetid
Tican-landmænd overvejer at droppe slagtesvin
Relaterede artikler:
Konkurrence-krav kan stoppe slagterifusion
For abonnenter