FødevareWatch

Fiskekoncernen Jeka Group lander stort overskud

Den vestjyske fiskekoncern Jeka har vendt et faretruende underskud til et plus på 16,5 mio. kr. Selskabet ser dog store udfordringer i det kommende år.

Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix

Lemvig-virksomheden Jeka Group er kommet ud på den anden side af en yderst faretruende situation.

I 2012 var Jeka, som laver produkter af hvidfisk og skaldyr, helt i tovene med et underskud før skat på 18 mio. kr. Den negative udvikling er dog blevet vendt i løbet af 2013, og selskabet kan i et netop offentliggjort regnskab notere et overskud på 12 mio. kr.

Dermed har selskabet tjent 30 mio. kr. mere end året før, samtidig med at omsætningen er hævet fra 257 mio. kr. til 282 mio. kr.

"Resultatet er højere end forventet ved årets start og markant bedre end resultatet i 2012. Hovedårsagerne til det gode resultat skyldes bl.a. forbedrede markedsbetingelser, herunder stabile råvarepriser, en stigning i efterspørgslen efter saltede hvidfiskeprodukter og interne produktivitetsforbedringer," skriver selskabets direktør, Halldór Arnarson, i regnskabet.

Spår svært år

Jeka Group består af de to afdelinger Jeka Fish og Cimbric med i alt 103 ansatte. Førstnævnte er specialiseret i produktion af linefanget hvidfisk, mens Cimbric producerer skaldyrsprodukter. Begge selskaber eksporterer i stor stil til de europæiske markeder.

Når Jeka Group samlet har oplevet stor fremgang i 2013, skyldes det, at råvarepriserne har fundet et stabilt, lavere niveau. Det har gjort det billigere for fiskekoncernen at producere, samtidig med at der har været en stigende efterspørgsel.

Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt

Desuden har Jeka Group sparet penge på at flytte Cimbric fra nordjyske Sindal til Jekas fabrik i Lemvig, hvor alle selskabets aktiviteter i dag er samlet.

Men på trods af det gode resultat lader Jeka ikke træerne vokse ind i himlen. Koncernen forventer, at råvarepriserne i 2014 igen vil stige, og at det vil trække både omsætning og resultat ned i forhold til 2013.

Prominent ejerkreds

Det er kapitalfonden Deltaq, som med en ejerandel på 53 pct. er storaktionær i Jeka Group. Desuden ejer direktør Halldór Arnarson næsten en fjerdedel af selskabet.

Jeka Group er et af tre selskaber i Deltaq, som desuden ejer den kemiske produktionsvirksomhed Bollerup Jensen og IT-selskabet Combilent.

Prøv FødevareWatchs abonnement gratis i 30 dage

Men skulle det igen gå ned ad bakke for Jeka Group, er det ikke sikkert, at Deltaq har ressourcer til at komme selskabet til undsætning. Kapitalfonden kom onsdag med et regnskab, som viste et blodrødt underskud på 110 mio. kr. Det er hovedsageligt drevet af en konkurs i smykkeselskabet Spinning Jewels, som Deltaq var ejer af.

Kapitalfonden Deltaq bugner i øvrigt af navnkundige aktører. Selskabets storaktionær er Den Blå Avis-rigmanden Karsten Ree, som ejer 17,8 pct. af aktierne, mens bestyrelsesformanden er tidligere topchef i Carlsberg Flemming Lindeløv.

Desuden er også Jakob Haldor Topsøe, barnebarn af den afdøde virksomhedsstifter Haldor Topsøe, medlem af bestyrelsen. Det er han, fordi han er partner i investeringsselskabet Ambrox, som ejer 11,6 pct. af Deltaq.

Fiskerikoncern bløder efter svindel for millioner

Fiskekoncern vil ansætte 100 på ny fabrik

Royal Greenland lander overskud på 100 mio kr

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier