USA annoncerer told for yderligere 200 milliarder mod Kina

Trump-administrationen indføre told for yderligere 200 mia. dollars på en række kinesiske varer.
Foto: Ritzau Scanpix/Evan Vucci
Foto: Ritzau Scanpix/Evan Vucci
AF RITZAU FINANS

USA har tilsyneladende ingen intentioner om at stoppe handelskrigen med Kina.

Således vil Trump-administrationen indføre told for yderligere 200 mia. dollars på en række kinesiske varer.

Det oplyser USA's handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, natten til onsdag dansk tid. De nye toldsatser vil blive implementeret om to måneder, tilføjer Lighthizer.

I den periode vil interessegrupper og brancheorganisationer have mulighed for at kommentere listen over kinesiske varer, der pålægges de nye toldsatser.

Meldingen fra Det Hvide Hus får ikke nogen varm velkomst hos USA's handelslobby.

Repræsentanter fra detailvareindustrien skriver i en fælles erklæring, at de nye toldsatser vil "straffe amerikanske familier", og at "præsidenten har brudt sit løfte".

Republikaneren Orrin Hatch, der er formand for Senatets finansudvalg, kalder de nye toldsatser mod Kina "skødesløse".

Optrapningen skyldes, at forhandlinger med Kina foreløbig har været ufrugtbare, siger Robert Lighthizer.

"I stedet for at imødekomme vores bekymringer har Kina indledt gengældelsesaktioner mod amerikanske varer. Det kan ikke retfærdiggøres," siger Lighthizer.

Meldingen fra Det Hvide Hus har allerede fået konsekvenser i Asien.

Således er MSCI-indekset, der dækker bredt over aktier i Asien og stillehavsområdet, faldet med en procent onsdag morgen.

Det japanske Nikkei-indeks er faldet med 2 pct.

De nye toldsatser er den seneste udvikling i en efterhånden åben handelskrig mellem verdens to største økonomier.

I sidste uge implementerede USA told på 25 procent på importerede kinesiske varer til en værdi af 34 mia. dollars.

Kina svarede omgående igen ved at indføre told på amerikanske varer til en tilsvarende værdi.

Præsident Donald Trump har sagt, at han måske i sidste ende vil indføre told mod importerede kinesiske varer for mere end 500 mia. dollars.

Det svarer nogenlunde til værdien af alle kinesiske varer, der blev importeret til USA sidste år.

Nye importafgifter skaber frygt på tværs af industrierne

Vejen er banet for frihandelsaftale mellem EU og Japan

Med nye toldsatser fra USA og Kina er handelskrig en realitet

Amerikansk ketchup er EU's næste mål i handelskrigen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også