Vejen er banet for frihandelsaftale mellem EU og Japan

Onsdag indgår EU og Japan en frihandelsaftale. Det er den største frihandelsaftale, som EU har indgået. De få toldafgifter, der opretholdes, er inden for landbrugsområdet.
Foto: Virginia Mayo/AP
Foto: Virginia Mayo/AP
AF RITZAU/DPA

Alt er klar til, at EU på onsdag kan indgå sin hidtil største frihandelsaftale. Alle EU-lande har nemlig godkendt aftalen med Japan, og det betyder, at den kan underskrives formelt på topmødet mellem EU og Japan i Bruxelles.

Det siger embedsmænd ved EU-hovedkvarteret i Bruxelles.

Aftalen baner vej for en frihandel, der omfatter i alt over 600 millioner mennesker og omkring en tredjedel af verdenshandlen. Aftalen fjerner stort set al told på handel mellem Japan og de 28 EU-lande, der næste år reduceres til 27, når Storbritannien forlader EU.

De få toldafgifter, der opretholdes, er inden for landbrugsområdet.

Formålet med aftalen er at øge samhandlen mellem EU, der har godt 500 millioner indbyggere, og Japan med en befolkning på 127 millioner.

De to parter har forhandlet om frihandelsaftalen siden 2013.

Japan er efter USA og Kina verdens tredje største økonomi.

Aftalen skrives under på et tidspunkt, hvor USA's præsident, Donald Trump, har lagt sig på en mere protektionistisk linje. USA har indført øgede toldsatser på en række varer over for resten af verden, der har svaret igen.

Det betyder, at der ligger en handelskrig og ulmer.

Trump vil i øvrigt være i Bruxelles, når Japan og EU underskriver deres frihandelsaftale. Han er til topmøde i Nato et andet sted i byen.

I øvrigt har EU-landene også godkendt samarbejde med Japan på en række andre områder end handel, herunder fred og sikkerhed, bekæmpelse af IT-kriminalitet og klima.

Fødevarebranchen jubler over ny handelsaftale med Japan

EU og Japan enige om historisk frihandelsaftale

Japan og EU udfordrer USA på frihandel

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også