Med nye toldsatser fra USA og Kina er handelskrig en realitet

Konflikt mellem USA og Kina lever nu helt bogstaveligt op til definitionen af en handelskrig, siger økonom.
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Evan Vucci
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Evan Vucci
AF RITZAU

Med nye og højere toldsatser i USA på en række kinesiske varer - og et kinesisk modsvar af samme skuffe - er en egentlig handelskrig endegyldigt brudt ud.

Det siger chefanalytiker Amy Yuan Zhuang, som dækker de asiatiske markeder for Nordea.

"Vi har med vilje ikke brugt ordet handelskrig om konflikten mellem USA og Kina før nu. Men det, der sker, lever helt bogstaveligt op til definitionen af en handelskrig," siger hun.

Ifølge Amy Yuan Zhuang er definitionen på en handelskrig, at et land indfører told mod et andet land på en lang række varer. Ikke bare en bestemt vare som for eksempel solpaneler. 

"Begge lande afventer hinandens reaktioner. De vil sætte hårdt mod hårdt, for ingen af dem har lyst til at fremstå svag og ubeslutsom," siger chefanalytikeren.

Lektor Jens Ladefoged Mortensen fra institut for Statskundskab på Københavns Universitet er enig.

"Konflikten er eskaleret til et niveau, hvor betegnelsen handelskrig har sin berettigelse. Vi er ude i den farlige spiral af gengældelser, hvor konflikten breder sig som ringe i vandet. Der er sket en voldsom optrapning de seneste uger," siger han.

Tidligt fredag morgen - klokken 06.01 dansk tid - trådte en planlagt amerikansk told på kinesiske importvarer for 34 milliarder dollar i kraft.

Kineserne svarede straks igen. Kina er "tvunget til at tage de nødvendige modforanstaltninger", oplyser landets handelsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Kinas handelsministerium har USA "lanceret den største handelskrig i økonomisk historie til dato".

Ifølge Amy Yuan Zhuang er det perspektiverne på længere sigt, der er mest alvorlige.

"34 milliarder dollar er kun 0,2 procent af Kinas bnp. Det er meget lidt. Hvis situationen eskalerer, og flere og flere kinesiske varer bliver omfattet af straftold, så vil effekten selvfølgelig blive det større," siger hun.

"Men det, der virkelig kan skade Kinas økonomi, er, hvis der starter en negativ spiral med protektionisme, som måske kan sprede sig ud over Kina og USA. Så vil det ikke kun skade Kinas økonomi, men også verdensøkonomien," siger hun. 

Samme analyse lyder fra Jyske Bank.

"Inden for de seneste par måneder har Trump truet med told på varer fra Kina på yderligere 500 milliarder. Og jo flere varer, der rammes af tolden, desto større bliver effekten på økonomien," lyder det i en analyse fra Jyske Markets.

Kina svarer USA igen med ny told med omgående virkning

USA starter kinesisk straftold - Kina tvunget til at gengælde

Amerikansk ketchup er EU's næste mål i handelskrigen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også