Britiske myndigheder mener 700.000 æg kan være forgiftet

Fødevareskandalen om forgiftede æg i Europa er større i Storbritannien end hidtil antaget.
Foto: Sofia Busk
Foto: Sofia Busk
AF RITZAU

Flere end 700.000 britiske æg er draget ind i en verserende europæisk æggeskandale.

Det oplyser de britiske fødevaremyndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

"Det er sandsynligt, at mængden af æg, der er kommet til Storbritannien, er tættere på 700.000 end de 21.000, som vi tidligere har troet var importeret," oplyser myndighederne.

Myndighederne oplyser, at de 700.000 æg udgør 0,007 pct. af det samlede antal æg, der købes årligt i Storbritannien.

Millioner af æg er de seneste uger blevet trukket tilbage fra butikshylder i blandt andet Holland, Tyskland, Belgien og Sverige.

Modtag FødevareWatchs nyhedsbrev gratis!

Det menes, at æggene er blevet inficeret med giftstoffet fipronil. Det bruges som insektmiddel mod lus, lopper og mider.

EU-regler forbyder brug af stoffet på dyr, der skal ende på middagsbordet. Det kan nemlig være skadeligt for mennesker.

Efterforskningen af skandalen tyder på, at stoffet er endt i æggene, fordi der er solgt sprøjtemiddel fra Holland, der på ulovlig vis har været blandet op med det ulovlige giftstof.

Torsdag gennemførte efterforskere i Holland og Belgien koordinerede ransagninger, der har forbindelse til skandalen. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Samarbejdet mellem myndighederne kommer, efter at Belgien har beskyldt Holland for at have kendt til problemet med fipronil i æg siden november 2016.

Det er først i juli 2017, at Holland har informeret Belgien om problemet.

Torsdag har Fødevarestyrelsen i Danmark oplyst, at der er fundet 40 kogte og pillede æg med giftstoffet i hos en jysk bager onsdag.

Tidligere har styrelsen beroliget de danske forbrugere med, at de fortsat kan købe æg i butikkerne.

Det ændrer fundet hos den jyske bager ikke på, oplyser Fødevarestyrelsen.

40 æg fra jysk bager rummer gift fra europæisk skandale

Æggeskandalen rykker til Danmark

Fødevarestyrelsen: Danskere kan roligt købe æg trods giftskandale

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også