
En ny undersøgelse foretaget af analysehuset Nielsen viser, at den økologiske fremmarch fortsætter i højt tempo.
I første halvår af 2016 er salget steget med 17,8 pct. i forhold til samme periode sidste år. Det er særligt frugt og grønt, som forbrugerne i stigende grad vælger at købe økologiske.
Danskernes ønske om økologi kan også afspejles i butikkernes markedsføring. Det fortæller Rasmus Sarauw-Nielsen, der er Retail Analytics Nordic Leader hos Nielsen:
"Økologi er nu blevet så udbredt blandt danskerne, at det er blevet et konkurrenceparameter for supermarkederne og discountbutikkerne. Dette har medført en øget markedsføring af det økologiske sortiment på tværs af detailhandlen, hvilket igen har været med til at accelerere det økologiske forbrug. Så der er på mange måder tale om en forstærkende økologisk spiral," siger Rasmus Sarauw-Nielsen i en pressemeddelelse.
Da Nielsen tidligere i år i en global undersøgelse spurgte forbrugerne til deres indkøbsvaner og præferencer, svarede 47 pct. af danskerne, at de prøver at købe og spise økologisk. De er samtidig godt tilfredse med niveauet for økologi i butikkerne – kun 15 pct. af danskerne ville ønske, at de fandt mere økologi på hylderne. Til sammenligning ytrede 36 pct. af europæerne ønske om et mere økologisk sortiment.
To økodage har løftet omsætningen i Føtex Food – alle dagene