Tulip døjer med dåse-smugleri i Asien

Den danske konservesproducent Tulip har så stærkt et brand i Asien, at deres køddåser smugles ulovligt.
Selskabets eksportchef Niels Thomsen fortæller, at man ikke kender smugleriets omfang, men at det uden tvivl finder sted i en række lande i Østen:
Mens kød på konserves er faldet i popularitet i Danmark siden dets storhedstid i 60'erne og 70'erne, er det fortsat en eftertragtet og meget populær fødevarekategori i mange lande i Asien.
"Vores brand er på linje med Nestlé, Heinz og Kraft i Asien. Konserves er vildt populært i Asien, og vi er kendt som et kvalitetsprodukt. Det er populariteten, der gør, at vores produkter smugles," lyder vurderingen fra Niels Thomsen.
Særligt i Japan og Singapore har Tulips dåser en stjerne hos forbrugerne, men generelt sælges den danske virksomheds produkter over det meste af Asien.
Derfor smugles dåserne
På mange måder er dåsemad et perfekt produkt til smugleri.
Umiddelbart kan det lyde uskyldigt, at et par dåser smugles ind i udviklingslande eller sælges ulovligt ud af bagagerummet på en bil, men for Tulip kan det betyde, at brandværdien svækkes i landene, og den kan medføre tabt omsætning.
"Det første vi så, da vi gik ind i supermarkederne i Myanmar og Cambodja, var samtlige af vores produkter på hylderne, og de er simpelthen smuglet ind fra Vietnam, Malaysia og Singapore. Vi ved ikke, hvor meget vi taber på det, men vi forsøger at komme det til livs ved selv at gå ind i de markeder," siger Niels Thomsen.
Det er ikke kun smugleri, den danske virksomhed døjer med. Deres produkter bliver også kopieret af kinesiske producenter, så det er vanskeligt for forbrugerne at se forskel på det originale brand og pirat-dåserne.
"Vi har en aktuel problemstilling med kopiering i landet Papua Ny Guinea, som også er et stort marked for os. Der har vi et stort problem med nogle kinesiske producenter, som kopierer vores produktnavn og design. Der er nogle forbrugere, som tror, at de har købt et højkvalitets Tulip-produkt, men så har de fået noget lousy skidt fra Kina," fortæller Niels Thomsen.
Svært at komme til livs
I Singapore har kopieringen af Tulips produkter også været et stort problem i gennem flere år, men det er vanskeligt at komme de ulovlige producenter til livs. Først skal man finde frem til den ulovlige producent, som ofte kan være placeret i Kina, hvor det ikke altid er lige til at køre en retssag mod en kopiekspert.
Det er ikke kun i Asien, at der er problemer med forfalskede kødkonserves. Den russiske erhvervsorganisation (The Russian Union of Industrialists and Entrepreneurs) har i fornyeligt foretaget en analyse, som eftersigende skulle vise, at omkring 67 pct. af alt dåsekød og store dele af mælkeprodukter på konserves er kopivarer.
"Situationen med falske produkter er ret katastrofal, fordi vi er tvunget til at give vores børn mere end fire tons kopi mælkeprodukter på dåse om året, mens mere end halvdelen af alt kød på konserves også er kopivarer," udtalte formanden for den russiske erhvervsorganisation, Andrei Lotsmanov, til fagmediet Globalmeatnews.com.
Relaterede artikler:
Tulips dåser er særdeles populære i Asien
For abonnenter
Tulip løfter bundlinjen for tredje gang i træk
For abonnenter