Investorer stor-shopper i Sainsbury's aktie

Investorerne er gået shop-amok i Storbritanniens tredjestørste supermarkedskæde, Sainsburys, aktie, der oplever den største medvind i seks år, efter at koncernen har været ude og opjustere forventningerne for årets indtjening.
Det skriver Bloomberg News.
Både supermarkedskædens salg og reduktioner af omkostninger ligger efter to kvartaler af finansåret foran forventningerne, oplyser Sainsbury.
Nyheden går imod strømmen, idet de britiske supermarkeders indtjening generelt er svundet inden for de seneste 18 måneder, fordi et stigende antal forbrugere er gået over til at handle dagligvarer hos de tyske konkurrenter Aldi og Lidl.
Ifølge Sainsbury vil indtjeningen før skat for året overgå analytikernes forventninger, som lyder på 548 mio. pund, "moderat".
"Det er første gang i lang tid, vi har set en britisk supermarkedskæde opjustere indtjeningen," siger en analytiker hos Sanford C. Bernstein til Bloomberg News.
Nyheden har da også smittet positivt af på sektoren som helhed. Tesco er således steget med op imod 6,9 pct. til 183,20 pence og Morrison med 7,1 pct. til 167,20 pence i onsdagens handel.
Sainsburys egen aktie stiger med 14,2 pct. til 261,90 pence efter middag onsdag og er dermed aktien med størst stigning i det paneuropæiske Stoxx 600-indeks.
Sainsbury’s vil gøre britisk by til testcenter for madspild