Jyske restauranter laver eget Just-Eat-koncept

En gruppe på 12 restauranter i Horsens har lavet en pendant til Just Eat, efter de fik nok af den landsdækkende fastfoodportal og opsagde samarbejdet. Just-Eat blev for grådige, lyder det fra Fatih Yüsek, formand for den nye forening samt indehaver af pizzeriaet Princess.
Det skriver Horsens Folkeblad.
"Vi er bare flere, der fik nok. Det er ren og skær købmandskab og simpel forretningslogik. Just Eat laver ikke vores pizzaer, så hvorfor skal de være partner i vores forretning og få 12 pct. plus trafikomkostninger og forskellige gebyrer. Og oven i købet beholde og trække renter af vores kunders betaling i op til 14 dage," siger han til Horsens Folkeblad og understreger, at der ikke er tale om en kollektiv boykot af Just Eat.
Carsten Boldt, direktør i Just Eat, siger til Horsens Folkeblad, at han er ærgerlig over at miste 12 kunder, men har forståelse for, at restauratører finder det tillokkende at stå på egne ben. Dog er det hans erfaring, at størstedelen af afhopperne plejer at vende tilbage.
"Vores erfaring er, at det kan være svært at nå kunderne, fordi der er langt færre til at trykke prisen på markedsføring og færre til at dele omkostningerne," siger han til Horsens Folkeblad.
Den nye bestillingstjeneste åbnede 1. september og går under navnet Takeaway-Horsens.
Hungry.dk gør som Just Eat og udvider internationalt