Just-Eat klar til at investere stort millionbeløb i Danmark
Dansk-britiske Just-Eat kunne tirsdag morgen fremvise gode tal for årets første seks måneder.
I samme ombæring fortæller adm. direktør David Buttress til Børsen, at selskabet planlægge en investering på et trecifret millionbeløb i Danmark.
"Vi kommer til at investere flere penge i Danmark i år end nogensinde tidligere. Og det vil kunne ses på to måder. For det første skruer vi op for marketingsiden, og for det andet vil der komme mere innovation omkring produktoplevelsen for forbrugerne. Samlet kommer vi til at investere op mod 100 mio. kr. i Danmark i 2015," siger han til avisen.
Just-Eat har tirsdag præsenteret sit halvårsregnskab, der viser en fremgang på top- og bundlinjen. Alene siden juni 2014 har koncernen formået at løfte sin ebitda med 62 pct. til 274 mio. kr. Ifølge Ritzau Finans forventer Just-Eat at hele årets omsætning som konsekvens af investeringer i blandt andet Mexico og Brasilien vil ende omkring 230 mio. pund. Den tidligere prognose lød på, at omsætningen "marginalt" ville overstige 200 mio. pund.
Ifølge Bloomberg har analytikere tidligere sået tvivl om, hvorvidt selskabets forretningsmodel er sårbar over for konkurrence fra selskaber som eksempelvis Amazon.com. Men analytikere hos Goldman Sachs skriver tirsdag, at deres tro på aktien er fast.
"Vi tror fortsat, at Just-Eat vil være fordelagtig, som forbruget af online af takeaway mad stiger," skriver Goldman Sachs i en note ifølge Bloomberg News.