
Ifølge Dansk Handelsblad bliver det den tidligere indkøbsdirektør i Dagrofa og direktør i Kiwi, Bjarne Bak, der skal være direktør for netsupermarkedet, Shopall24.
I et forsøg på at udfordre deres egne kunder i detailhandlen lancerer brancheforeningen Dagligvareleverandørerne, DLF, til næste år den nye såkaldte e-markedsplads med navnet ShopAll24, og det er altså den platform, som Bjarne Bak i fremtiden skal stå i spidsen for.
"Da discountsalget begyndte, mente mange, at der ikke var basis for det marked. I dag har de danske discountbutikker 40 pct. af markedet. Indtil nu er der heller ikke stor opmærksomhed om onlinehandel med dagligvarer her i landet. Den internationale udvikling viser klart, at markedet vokser," sagde direktør i DLF, Niels Jensen, i forbindelse med offentliggørelsen af planerne med ShopAll24.
"Initiativet giver producenterne god mulighed for det, og dermed bliver de også bedre sparringspartnere for detailhandlen," tilføjede han i oktober sidste år.
Modsat mange af de øvrige online-spillere planlægger ShopAll24 at kunne tilbyde levering over hele landet.
Leverandører vil sælge mad direkte til danskerne