Novozymes nedjusterer efter første halvår

Den danske enzymgigant nedjusterer forventningerne til den organiske vækst efter at have fremlagt halvårsregnskab torsdag morgen. Føde- og drikkevaredivisionen solgte som forventet af analytikerne.
Foto: Novozymes/ PR
Foto: Novozymes/ PR
AF RITZAU FINANS OG MAJKEN SØNDERGAARD NIELSEN

Novozymes, en af verdens helt store enzymproducenter, har netop offentliggjort resultaterne for det første halvår af 2015.

Over en bred kam er omsætningen mindre end forventet af analytikerkorpsene og kæmpekoncernen nedjusterer da også forventningerne til den organiske salgsvækst for 2015 til 4-7 pct. mod tidligere udmeldte 7-9 pct.

Overskudsgraden (EBIT-margin) ventes til gengæld nu på 27-28 pct. mod en tidligere forventning på "omkring 27 pct." Dermed forventes overskuddet af primær drift (EBIT) fortsat at vokse med 15-17 pct. målt i kroner.

Også på bundlinjen er der en uændret forventning - den vil stige 11-13 pct., spår Novozymes fortsat.

"Indtjeningen i første halvår var meget tilfredsstillende, men vi skal have væksten op. Nogle af vores kunder indenfor vaskemidler og bioenergi er udfordret af volatile markeder, og det rammer os, indtil vi helt har tilpasset os den nye situation. En god udvikling på andre områder, herunder landbrug og foder samt føde- og drikkevarer, trækker i en positiv retning, men kan ikke opveje modgangen. Vi reducerer derfor vores forventninger til årets salgsvækst," siger topchef Peder Holk Nielsen i regnskabsmeddelelsen og tilføjer:

"Vi forventer at øge produktiviteten og holde omkostningerne nede, og vi holder derfor fast i vores forventninger til helårsresultatet og øger forventningerne til overskudsgraden.”

Novozymes' omsætning steg i andet kvartal af 2015 til 3449 mio. kr. fra 3061 mio. kr. i andet kvartal året før, mens overskudsgraden steg til 27,0 pct. fra 25,7 pct.

Novozymes kommer ud af kvartalet med et resultat af primær drift (EBIT) på 930 mio. kr. og et nettoresultat på 682 mio. kr. mod henholdsvis 787 mio. kr. og 591 mio. kr. i den tilsvarende periode af 2014.

I 2014 solgte Novozymes for 12,46 mia. kr., hvilket blev vekslet til et driftsoverskud på 3384 mio. kr. og et plus efter skat på 2525 mio. kr.

Salg til bageri driver fødevarevækst

Kigger man nærmere på divisionen føde- og drikkevarer solgte Novozymes nogenlunde som forventet af analytikerne ifølge Ritzau Estimates, der havde et estimat for divisionen på en vækst til 935 mio. kr. 

Salget i denne afdeling steg således i andet kvartal af 2015 til 925 mio. kr. fra 802 mio. kr. i den tilsvarende periode året før.

Der er tale om en organisk vækst på 4 pct., mens resten af den store fremgang på 15 pct. kommer fra valuta. For halvåret er der tale om en organisk vækst på 5 pct. og 15 pct. rapporteret.

"Salget til bageriindustrien og til fremstilling af sunde fødevarer bidrog mest til salgsvæksten. Bageriindustrien nød gavn af øget enzymefterspørgsel inden for alle produktkategorier og regioner," skriver Novozymes i regnskabet.

"Salget til stivelsesindustrien steg moderat som følge af kundernes positive modtagelse af nylancerede innovationer samt den fortsatte stabilisering af det kinesiske stivelsesmarked," skriver enzymgiganten.

Novozymes’ salg inden for forretningsområdet Landbrug og foder steg i andet kvartal af 2015 til 492 mio. kr. fra 464 mio. kr. i den tilsvarende periode året før.

Det var noget svagere end ventet blandt analytikerne ifølge Ritzau Estimates, der havde forventet et salg i divisionen på 590 mio. kr. Divisionen omfatter salg af foderenzymer og mikroorganismer til akvakultur og landbrug. I Novozymes' regnskabsmeddelelse forventer koncernen imidlertid, at salget i denne division vil stige kraftigt.

Novozymes ser guldæg i landbrugsbakterier

Novozymes bygger nyt, stort forskningscenter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter