Tescos ansatte kan få salgsbonus

Det seneste års tid har været lidt af en nedtur for Tesco.
Først måtte discountkæden gå igennem en regulær skandale, da det kom frem, at der var alvorligt rod i regnskaberne. Siden kunne ledelsen så præsentere det værste resultat i kædens historie, da man nedskrev med 73 mia. kr. som følge af problemerne.
Men nu forsøger den nye topchef, Dave Lewis, der tiltrådte i december, at vende skuden ved at dingle en gulerod for næsen af de britiske ansatte.
The Guardian skriver, at medarbejderne fremover kan få en bonus på op til fem pct. af deres løn, hvis de når kædens målsætninger for både omsætning og bundlinje.
Ifølge avisen skal tiltaget motivere medarbejderne til at tage kampen op mod Aldi og Lidl, der har vundet betydelige markedsandele de seneste år. Det skal samtidig skabe lidt tiltrængt arbejdsglæde i Tesco efter, at mere end 5.000 medarbejdere har mistet jobbet i en nylig sparerunde.
Den mulige bonus bliver udbetalt ved årsskiftet i aktier, der kan sælges med det samme.
Tesco bremser omsætningsfaldet
Tesco bliver undersøgt af vagthund
Relaterede artikler:
Tesco bremser omsætningsfaldet
For abonnenter