Her er de danske Michelin-restauranter
Den anerkendte Michelin-guide har torsdag morgen uddelt sine berømte stjerner, og endnu engang har det regnet på de danske kokke.
Det er blandt andet restaurant Frederikshøj med stjernekokken Wassim Hallal i spidsen, der får en stjerne i årets nye nordiske guide fra Michelin. De andre to er Gastrome og Substans.
"Den nye bølge af det skandinaviske køkken har virkelig løftet niveauet i denne del af verden," siger Rebecca Burr, redaktør for Michelin Guide Nordic Cities og tilføjer:
"Aarhus er en levende by med et varieret udbud af gastronomi, mens det frugtbare Skåne giver Malmø et rigt udvalgt af kvalitetsråvarer lige uden for byporten."
Wassim Hallal fra Frederikshøj Kro stod i 2006 i spidsen for Molskroen, da den blev kåret til Danmarks bedste restaurant. Bedriften gentog han i 2012 med Frederikshøj Kro. Wassim Hallal er oprindeligt fra Libanon, men kom i 1985 til Thy som fem-årig. Han er udlært på Hotel Limfjorden i 2001 og har bl.a. arbejdet på Hotel d'Angleterre og Formel B i København.
Udover de nye aarhusianske stjerner er restaurant AOC i København nu at finde i selskabet blandt restauranterne med to stjerner. Et sted hvor restaurant Noma og Geranium i forvejen var at finde. Noma fik altså heller ikke denne gang den tredje stjerne, som man sidste år havde store forventninger om at få.
Samlet har de 18 danske restuaranter i årets guide fået 21 stjerner. Derudover har 12 restauranter modtaget en Michelin Bib Gourmand, som gives til restauranter, der leverer god mad til rimelige priser.
Det går godt for de danske gourmetrestauranter
Relaterede artikler:
Han er Danmarks dygtigste gastro-økonom
For abonnenter