Ny Meyer-direktør skal udbygge produktporteføljen

Rasmus Damsted Hansen har fået arbejde som adm. direktør i Meyer Food ApS, datterselskabet i Claus Meyer Holding A/S, hvor hans opgave bliver at starte en nye serie af produkter.
Det fortæller Steen Halbye, der har været direktør for Meyer Food siden 2013, men som i dag er adm. direktør i Claus Meyers og Grønlykke-familiens fusionsselskab L+M ApS.
”Rasmus har næsten 15 års erfaring fra forskellige danske fødevarevirksomheder, hvor han både har erfaring med udvikling af fødevarer samt salg af fødevarer til den danske detailhandel. Det er præcis den erfaring, jeg har brug for nu. Meyer er et brand, som har potentiale til at være en serie af kvalitetsfødevarer. Det potentiale skal vi have udviklet over det kommende år,” siger han til FødevareWatch og afviser at uddybe hvilke fødevarer, der kunne være tale om.
Kunne det komme sådan i stand, at L+M vil købe andre små virksomheder og tage dem med om bord?
”Det er ikke den agenda, vi har i dag. Vores agenda er at udvikle kvalitetsfødevarer, som vi enten kan producere selv eller finde dygtige mindre kvalitetsproducenter, som kan producere for os efter vores opskrifter og under vores guidance,” fastslår Halbye.
Har en fortid hos kyllingeproducent
Ifølge Rasmus Damsted Hansens LinkedIn profil kommer han fra en stilling som eksportmanager i kyllinggiganten Danpo.
Før det arbejdede han bl.a. som salgsdirektør i tomatselskabet Alfred Pedersen & Søn, i juicevirksomheden Naked Fruit som partner og salgsdirektør og i Svansø Foods som ansvarlig for nøglekunder.
I dag rummer Meyer Food en lille portefølje af produkter under Meyer-brandet, som bliver solgt dels i egne kanaler – Meyers Delis - dels i detailhandlen og specialvarehandlen. Ifølge Steen Halbye er Rasmus Damsted Hansen den helt rigtige til at udbygge denne portefølje.
”Det jeg finder hos Rasmus er relevant erfaring, dygtighed – og så er han af den rette støbning,” siger direktøren.