Paradis satser stort på amerikansk eventyr

Den danske iskæde Paradis er klar til at udvide sin forretning i Californien, som på sigt kan vokse sig større end den danske. En franchisetagers konkurs i efteråret har ikke taget modet fra direktøren.
Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Martin Andersen, adm. direktør i Paradis Danmark, har kikkerten rettet mod Californien.

FødevareWatch møder ham på isselskabets hovedkontor på Axelborg, hvor han fortæller om vækstplanerne, som han langt om længe er klar til at folde ud.

”Vi har været i en opbygningsfase over det sidste halvandet års tid. Den har gået på, at vi har ansat nogle danskere derovre, testet vores koncept og fundet ud af, hvordan man tjener fornuftige penge i USA. Den fase er vi nu ude af og går ind i vækstfasen, hvor vi skal have flere butikker. I første omgang har vi skrevet kontrakt med fire nye franchisetagere - tre danskere og en amerikaner - og det er dem, vi nu er i gang med at ekspandere sammen med,” fortæller han.

Paradis Danmark har i forvejen to butikker i Los Angeles, men i de kommende år skal dørene slås op i yderligere en lang række butikker.

”Vi er klar til at åbne tre-fire butikker inden for de næste tre måneder derovre, og vi skal gerne ligge på 7-9 butikker, inden året er omme - men vi skal gøre det ordentligt, så hellere ekspandere lidt langsommere frem for bare massivt at ekspandere. Hvis vi tredobler forretningen derovre i år, så er det også fint for os. Hvis vi så gør det igen næste år, bliver det pludselig til rigtig mange butikker. Planen er altså at ekspandere forholdsvist kraftigt i Californien,” fortsætter Martin Andersen.

Skal I være lige så store i USA som i Danmark?

"Ja, og på sigt måske større. Der bor 20 mio. mennesker i Californien, så mulighederne er tilsvarende større end i Danmark.”

Investerer i produktion på amerikansk jord

Ekspansionen betyder også, at Paradis investerer i en markant udbygning af den lille centrale produktion i Californien, som selskabet allerede har og som indtil videre kun har skullet levere til to butikker.

”I USA vil vi have en mindre central produktion, som kan levere til 10-15 butikker. Med tiden skal der være flere af disse produktionssteder,” uddyber direktøren.

Man har valgt at producere isen centralt for at gøre opstarten af butikkerne lettere for franchisetagerne samt for at sikre fødevaresikkerheden og ensartethed i produktionen.

USA er en kæmpe udfordring

Paradis’ investering i den amerikanske forretning har været stor, bedyrer Martin Andersen, uden dog at ville sætte tal på hvor stor. Og processen frem mod i dag har heller ikke været uden sten på vejen.

”Nu er vi efterhånden kommet over det her juridiske, kontraktuelle myndighedsbøvl – alt det som bare er en kæmpe barriere i USA. Vi taler en enorm barriere, når det handler om fødevarer – man forstår det ikke som dansker. Det skal man lære, og det har taget et stykke tid for os," siger Martin Andersen.

De amerikanske butikker sælger godt, fortæller han -  ikke mindst på grund af Californiens snart evige solskin. Hvor de fleste danske Paradis-butikker må holde lukket 2-3 måneder om året på grund af det danske vintervejr, er der slet ingen lukkede måneder i USA.

”Det gør simpelthen bare, at vi får dækket flere omkostninger. Selvfølgelig er der også mindre godt vejr i Californien, men det er jo 15 grader - det er altså anderledes end i Danmark. Det er ikke en forretning, vi tjener penge på endnu - men der har vi bare de langsigtede briller på og investerer, fordi vi tror på projektet,” siger direktøren.

Også i Danmark har Paradis over de senere år ekspanderet kraftigt og har nu mere end 50 butikker. De heftige udvidelser har da også sat sine spor i regnskaberne. Paradis Group kom ud af 2013 med et resultat for året på ca. 83.000 kr. mod godt og vel 4.000 kr. i 2012.

Du har tidligere sagt til FødevareWatch, at det var nu, I for alvor skulle  tjene nogle penge. Er det lykkedes i år?

”Ja. Uden at jeg kan sige så meget om regnskabet, er vi gået fra en forretning, der totalt set var en investeringsforretning, som man jo ikke tjener penge på, til at være en forretning i Danmark, som kan generere penge til den amerikanske investering men også en lille smule afkast til ejerne. Det skete i 2014, fordi vi fik det niveau af butikker, vi skulle have," siger direktøren.

Forretningsmænd med erhvervserfaring står bag

Paradis Group er ejet af kapitalfonden Executive Capital. Ikke sjældent ses det, at kapitalfonde opkøber virksomheder, går ind og skaber markant vækst over et par år for så at sælge dem igen. Martin Andersen føler imidlertid, at Paradis’ ejere har udvist stor tålmodighed.

”Jeg tror, at alle, der investerer deres penge, vil have et vist afkast. Det er uanset, om det er en pensionsfond, Hr. og Fru Jensen eller en kapitalfond. En kapitalfond er måske bare lidt mere fokuseret,” siger Martin Andersen og fortsætter:   

"Plusset er, at det er nogle professionelle bestyrelsesmedlemmer, som selv har tjent deres penge. Det her er ikke nogle regnedrenge – det er folk, der selv har tjent deres penge og som derfor har en grunderfaring, som er anderledes end hos regnedrenge fra Handelshøjskolen – de forstår det og har lidt mere langsigtede briller på. Det er klart, at der er et pres på, at vi skal tjene penge, men uanset hvilket selskab, vi taler om, så vil der skulle forrentes penge. De er tålmodige, har været med i mange år og er stadig tålmodige. De vil gerne se denne her case vokse."

 

Martin Andersen har været direktør i Paradis siden maj 2013. | Foto: Majken Søndergaard Nielsen
Martin Andersen har været direktør i Paradis siden maj 2013. | Foto: Majken Søndergaard Nielsen

Mod på eventyr trods forskrækkelse

På Paradis-kontoret er man altså klar til vækst, udvidelser og nye franchisetagere til trods for et 2014, hvor man på nært hold oplevede, hvordan konceptet også kan gå galt.

RC Retail, der drev ni af Paradis’ butikker som franchise, gik således konkurs i oktober.

Har det gjort, at du er mindre indstillet på, at én franchisetager har mange butikker?

”Man lærer hen ad vejen, så selvfølgelig - men man skal jo ikke blive paranoid. Det, at alle de ni butikker i dag er oppe at stå, viser, at forretningsmodellen er stærk. Så konceptet og innovationen var rigtig. Man lærer hele tiden, og vi er også blevet klogere. Men hold nu op, hvor ville vi gerne have været den omgang foruden. Det er jo ikke sjovt for nogen.”

Er I begyndt at gå et skridt tættere på franchisetagernes økonomi for at undgå, at det sker igen?

”Vi har altid været meget tæt på, og det var vi også i dette tilfælde. Vi var så tæt på som juridisk muligt, og det er ingen hemmelighed, at vi hjalp dem godt og gik meget langt. Vi forsøgte at holde butikkerne åbne frem til efterårsferien, så vi kunne lukke pænt ned. Det lykkedes så desværre ikke.”

Når I skal starte op med nye franchisetagere i USA, som jo alt andet lige er svære at være lige så tæt på, hvad gør I så for at undgå noget lignende?

”Vi har to danskere på jorden derovre, så jeg føler faktisk, at vi er meget tæt på. Men det handler om tillid til de medarbejdere, vi har derovre. Amerikanere er vant til franchise, hvor de fleste danskere er ubekendte med systemet, så vi kan komme meget tættere på de enkelte franchisetageres drift, hvor det for en dansk forretningstager måske kan virke grænseoverskridende. Så jeg føler, at vi er tæt på, men vi har så også taget skridtet og producerer isen selv, så vi har mere kontrol,” siger Martin Andersen.

Udover konkursen har der været forlydender om svindel i RC Retail. Børsen skrev således i januar, at der var mistanke om, at direktøren og medejeren af de ni butikker havde trukket omtrent 1 mio. kr. ud af RC Retail.

”Det er rygter. Jeg kan ikke bekræfte det, og jeg har ikke personligt set noget endnu. Kuratoren har endnu ikke gjort boet færdigt, men indtil videre har de ikke fundet noget,” lyder den korte kommentar fra Martin Andersen om den påståede svindel.

Avis: Paradis køber isbutikker billigt

Paradis om påstået svindel: "Vi er ikke part i sagen"

Paradis gearer op til vækst

Paradis: "Vi skal tjene flere penge"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter