Finanslov afsætter 120 mio til økologi

Den netop indgåede aftale om en såkaldt økologipakke kommer til at afsætte 30 mio. kr. årligt fra 2015-2018 til formålet.
Pengene skal gå til at fremme økologisk eksport og innovation, og til omlægning af flere offentlige køkkener og landbrug til økologi.
"Regeringen har en ambitiøs plan om at fordoble det økologiske areal, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu afsætter yderligere 30 mio. kroner årligt til at booste økologien. De ekstra millioner kan f.eks. gå til at få flere til at omlægge til økologi og til at finde nye afsætningsmuligheder for danske økologiske varer i udlandet," skriver fødevareminister Dan Jørgensen på Fødevareministeriets hjemmeside.
Samme positive indstilling til aftalen har formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster:
"Vi er meget glade for, at det lykkedes at få en aftale, der kan støtte en markedsindsats for økologi – herunder styrke offentlige indkøb af økologi og forbrugerforståelsen for den værdi, der ligger bag Ø-mærket for natur, dyrevelfærd og rene fødevarer. Eksportindsatsen vil give vores økologiske virksomheder en større bid af det hastigt voksende globale marked for økologisk fødevarer, som pt. er på 360 milliarder kroner, og som vokser år for år," siger han.
10 millioner kroner er desuden afsat til ”biodiversitet,” som skal medvirke til at bevare unikke danske husdyrracer og plantesorter.
Aftalen bliver kun ført ud i livet, hvis regeringen og støttepartierne som ventet får en samlet aftale for næste års finanslov i hus.