Lakridspiber storsælger efter EU-sag

Danskerne ryger lakridspiber som aldrig før. Sidste år havde slikproducenten Cloetta Skipperpiber det bedste år nogensinde med mere end 18 mio. solgte lakridspiber, hvilket svarer til, at danskerne købte en lakridspibe hvert 1,7 sekund. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Salgseksplosionen skyldes, at rygterne om et EU-forbud mod lakridspiben skabte heftig debat og forargelse blandt den danske befolkning i august 2013.
”Det seneste år har vi set en positiv udvikling inden for flere af vores brands, som især skyldes den store opbakning til Skipperpiben tilbage i august sidste år. Men selvom lakridspibe-gate har givet os en masse markedsmæssige muligheder, er det vigtigt for os at holde fast i autenticiteten omkring Skipperpiben, ” siger Heidi Teschemacher, marketingchef i Cloetta Danmark, i pressemeddelelsen.
Salg giver omsætningsvækst på 13 pct.
Salget på 18 mio. lakridspiber sidste år giver en omsætningsvækst for Skipperpiber på 53 pct. Et resultat, der også har været med til at sikre Cloetta Danmark en omsætningsvækst på 13 pct. i første halvår af 2014. Ikke mindst fordi slikproducenten har udnyttet sagen til at markedsføre sine produkter.
”Når vi hos Cloetta mærker, at forbrugerne holder af Skipperpiben, så skaber det stolthed i hele organisationen. Vi har grebet muligheden for at komme ud blandt forbrugerne og møde dem der, hvor de er for eksempel på festivaler, i butikker og senest på Zulu Sommerbio. Samtidig har vi i 2014 kunne præsentere to nyheder, Skipperpiben med smag af havsalt, og i december kan danskerne glæde sig til en Skipperpibe julekalender,” siger Heidi Teschemacher.
Skipperpiben er et Malaco-produkt, og Malaco ejes af fødevarevirksomheden Cloetta. Cloetta blev i grundlagt i 1862 og producerer blandet andet slik, chokolade, pastiller og tyggegummi, som sælges på mere end 50 markeder verden over.
Asien overgår USA på sliksalg i år
Relaterede artikler:
Svensk slikgigant fortsætter salgsvækst
For abonnenter