Asien overgår USA på sliksalg i år

Værdien af markedet for søde sager i Asien og Stillehavslandene vil i løbet af indeværende år overstige niveauet i USA, som ellers længe har været det næststørste marked i verden efter Vesteuropa.
Det vurderer analysefirmaet Euromonitor International ifølge mediet Confectionery News i en ny undersøgelse.
”Da forbruget per indbygger begynder at falde og flade ud i Vesteuropa, er det ikke overraskende, at størstedelen af både den globale værdi og volumen forventes at komme fra Asien og Stillehavslandene,” siger Euromonitor-analytikeren Lauren Brady til mediet.
Analysefirmaet forventer, at værdien af slikmarkedet i den region, man betegner Asia Pacific, vil lande på 37,4 mia. dollar i løbet af indeværende år, mens det amerikanske konfekturemarked vil ligge lige under på 35,2 mia. dollar. For begges vedkommende er der dog et stykke op til Vesteuropa, hvor det samlede slikmarked er 62,9 mia. dollar værd.
Den øgede værdi i Asien er især drevet af det store kinesiske marked, som anslås at lande på 15 mia. dollar i 2014.
”Væksten i detailværdien af konfekture i Kina er drevet af sukkervarer, som dominerer markedet – kun en fjerdedel af den absolute vækst ventes at komme fra chokolade-konfekture over de næste fem år,” siger Lauren Brady til Confectionery News.
Rusland forventes at overgå Tyskland som det fjerdestørste marked i 2014, mens Indien er det hurtigst voksende marked i kategorien med en årlig vækstrate på 9 pct. mellem 2014-2019.
Det samlede globale marked for konfektureprodukter forventes at vokse med 4 mia. dollar i forhold til sidste år og lande på 198 mia. dollar i 2014.
Slik bliver kastet i nakken i bland-selv-krig