Fyret Toms-chef: Jeg vidste, dagen kunne komme

Jesper Møller startede onsdag dagen med beskeden om, at det blev hans sidste som topchef i Toms Gruppen. Han er ikke overrasket over fyringen, siger han i interview med FødevareWatch.
Foto: Thorkild Amdi
Foto: Thorkild Amdi

Bestyrelsen for Toms Gruppen meddelte onsdag morgen adm. direktør Jesper Møller, at han ikke længere skal stå i spidsen for firmaet.

Efter en række utilfredsstillende resultater har bestyrelsen besluttet, at virksomheden har brug for en anden ledelse. FødevareWatch bringer her et interview med den afgående direktør.

Kom det som en overraskelse for dig?

"Nej, det gjorde det såmænd ikke. Når man har et job som det her, så ved man jo, at der kan komme en dag, hvor bestyrelsen synes, at der skal prøves andre kræfter af. I og med at vi jo har nogle udfordringer og er kommet med nogle resultater, der ikke er fantastiske, så ved man jo altid, at det er en mulighed. Så det har jeg nu hele tiden forholdt mig meget realistisk til.”

Er du skuffet?

"Nej, det er jeg egentligt ikke. Der er jeg simpelthen for meget realist. Det tager jeg bare, som det er."

I pressemeddelelsen står der, at bestyrelsen blev enige om, at Toms trænger til ny ledelse. Er du også enig i det?

”Det er jo altid et spørgsmål om vurdering, og det er bestyrelsens beslutning. Den tager jeg bare til efterretning, og det har jeg ikke nogen problemer med. Og jeg har jo også selv været med i bestyrelsesarbejde andre steder, og det er altid rigtigt at vurdere, om man har den rigtige ledelse. Når tingene ikke vender rigtigt, og der er nogle udfordringer, så ved man også som direktør, at det er muligt, at der skal prøves en anden løsning."

En direktør kan ikke gemme sig

Nu talte vi sammen for to uger siden om årsagerne til, at resultaterne ikke er gode. Mener du, at du har et personligt ansvar for, at det er gået, som det er?

”Det har man altid som topchef, og der er mange omstændigheder, der gør sig gældende, som jeg også forklarede dig. Der er altid noget, man kunne have gjort anderledes. Men så ville det jo have været nogle andre virkninger af det. Jeg har selv været fortaler for, at vi skulle prøve at vokse uden for Danmark, og derfor lavede vi opkøbet i Tyskland, som indtil videre giver bøvl. Det kunne man have ladet være med – så havde vi haft en højere bundlinje, men til gengæld havde vi været mindre. Du må altid stå på mål for de beslutninger, du træffer, og den måde, de bliver effektueret på, og når man er den administrerende direktør, er der ingen steder at gemme sig, når resultaterne ikke er gode. Vi er en udfordret branche, og det er ikke nemt at lave en flot bundlinje i en virksomhede som Toms, men det er altid helt fair, hvis ens bagland synes, at de skal  prøve en anden løsning. Det kan jeg ikke have nogle problemer med."

Har der været uenigheder mellem dig og bestyrelsen i forhold til ledelsesstilen eller hvilken retning, Toms skulle gå i?

”Det mener jeg ikke, nej. Det har der ikke. Du kan sige, at vi har haft en meget fin dialog om de udfordringer, vi har. Men det er altid irriterende også som ledelse at rapportere til en bestyrelse, at man ikke når sine budgetter, og at tingene ikke er som forventet. Det er jo irriterende. Jeg er selv meget performance-orienteret og vil altid helst komme og overraske positivt."

Er du ligefrem lettet?

"Nej, jeg har det bare helt okay med det. Det er fint nok. Jeg har vidst, siden jeg startede i jobbet, at sådan en dag kunne komme. Jeg ville være rigtig skuffet og ærgerlig, hvis dagen var kommet efter to år, men efter over ni år i jobbet ved man jo også, at det i dag er de færreste administrerende direktører, der er så heldige, at de sidder på posten, indtil de selv ønsker at gå. Det kan man gøre, hvis man er heldig med det, man laver og har nogle gode resultater. Men ellers er det desværre mere normen, at man før eller siden bliver bedt om at gå."

Kommer vi til at se dig komme tilbage i en position i fødevarebranchen i Danmark?

"Det vil tiden vise. Nu skal jeg lige tænke over, hvad jeg skal bruge tiden på fremover. Der er det også et spørgsmål om, hvem der vil byde mig op til dans."

Det er i Toms, at Jesper Møller har haft sin længste ansættelse nogensinde. Umiddelbart før var han i koncernledelsen hos ISS. Før det var han mange år i Coca Cola.

Headhuntere: Her er cheftypen, Toms leder efter

Toms fyrer topchef

Chokoladegigant overvejer sin fremtid i Danmark

Slikafgift sender Toms' overskud på slankekur

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter