FødevareWatch

Chokoladegigant overvejer sin fremtid i Danmark

Mens Toms i sit seneste regnskab kunne fremvise rekordomsætning, er særligt danske afgifter skyld i et skuffende resultat på bundlinjen. Topchef Jesper Møller kan ikke afvise, at Toms en dag må lukke i Danmark.

Foto: Finn Frandsen

Det danske konfektureklenodie Toms bliver straffet så hårdt af danske afgifter, lønninger og andre rammevilkår, at det giver adm. direktør Jesper Møller anledning til at overveje fremtiden som virksomhed i Danmark.

”Vi har en strategi om hovedsageligt at vækste i udlandet. Med de konkurrenceforhold og afgifter, der er i Danmark, er det simpelthen for dyrt at blive betydeligt større her, og det er et relativt lille marked med en relativt lille befolkning.  De penge er bedre brugt på at blive større andre steder,” siger Jesper Møller til FødevareWatch.

Toms omsatte for ca. 750 mio. kr. i Danmark i 2013.  På toppen af det betalte selskabet 313 mio. kr. i konfektureafgift. Inklusive moms er det næsten 400 mio. kr. af provenuet, der gik i statskassen på basis af Toms’ danske omsætning. Til sammenligning tjente hele koncernen 18 mio. kr. efter skat.

”Vi er meget udsatte der, og tallene er meget store. Det er ikke noget, man bare overvælter i forbrugerpriser, for konkurrencesituationen er sådan, at der er grænser for, hvad forbrugerne vil betale for varerne. Den danske økonomi kører stadig i slæbegear og forbrugerne er enormt prisbevidste,” siger den tidligere formand for Dansk Industri.

Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt

Kæmper for danske arbejdspladser

Omkring 70 pct. af det, virksomheden sælger igennem danske butikker, sælges på tilbud. Også derfor kan Toms ikke bare overvælte afgiftsstigningerne i forbrugerpriserne.

Kommer der en dag, hvor Toms må lukke i Danmark?

”Det håber jeg ikke, for vi kæmper hårdt for de arbejdspladser, der er. Men det er klart, vi er meget udfordrede på, at alt i Danmark er dyrt. Det er ikke bare timelønnen. Der er også mange andre rammevilkår i Danmark, som tynger,” siger Jesper Møller.

Bare det, at du åbner den diskussion, siger vel noget om, hvor seriøst det er?

"Det er rigtigt. Man er jo som topchef altid påpasselig med at sende forkerte signaler og ikke true den politiske verden unødigt med at flytte, for det er useriøst. Nu kører vi ikke ligefrem med underskud, men når jeg ser overskuddet dale, som det gør, så bliver jeg bekymret og tænker - det her skal vi have vendt.”

På meget lang sigt betegner direktøren det som en reel risiko, at Toms lukker i Danmark. Men det er ikke noget, der sker i morgen, understreger han.

”En beslutning om at gøre noget helt andet og være et helt andet sted er en meget stor beslutning og ville kræve meget omhyggelige drøftelser og analyser, for der er meget andet, man kan gøre, inden man når dertil.”

Her nævner han f.eks. effektiviseringer, samling af produktionen på færre steder og at slanke produktporteføljen uden at gå på kompromis med udviklingen.

Presset på det tyske marked

Faste omkostninger som løn, høje energiafgifter, vandafgifter, dækningsafgift og grundskyld er stærkt bidragende til, at Toms kigger uden for Danmarks grænser.

I 2012 købte chokoladegiganten således en virksomhed i Tyskland. Den har to stærke, men støvede brands, som Toms kommer til at bruge penge på at støve af med effektiv markedsføring. Det tyske køb har dog givet Toms så tilpas mange udfordringer, at der ikke er flere opkøb på tapetet lige foreløbigt.

”Nu skal vi have fordøjet vores tyske opkøb, og der tjener vi ikke gode penge i øjeblikket. Det skal vi have vendt rundt, før vi køber mere. I Tyskland sælger vi kun chokolade, så der kommer de stigende råvarepriser til at tynge os. Det har presset os på indtjeningen, og gjort det sværere på den korte bane at investere i de to brands. Så vi tumler lidt med, hvordan vi får det vendt,” siger han.

Tyskland er detailhandelsmæssigt et hårdt marked. Det vidste Jesper Møller godt, da Toms købte virksomheden. Men markedet har et stort potentiale med 80 mio. forbrugere, og det gjorde udslaget.

Prøv FødevareWatchs abonnement gratis i 30 dage!

Også i Polen er Toms optaget af at komme til at sælge. Selskabet har etableret sin pakning af varerne dernede, men har endnu intet salg. Men det er ikke usandsynligt, at det kommer.

”Vi er optagede af at komme til at sælge i Polen, for det er et interessant marked med et ret lavt forbrug af vores varer. Det har en pænt stor befolkning, og deres realøkonomi er en af de eneste i Europa, der udvikler sig positivt,” siger Jesper Møller.

Toms sælger også til Australien og USA i tiden op til henholdsvis Fars dag og jul. Her er det den lille chokoladeflaske med alkohol fra Anthon Berg, der hitter hos forbrugerne som en gave til mænd.

”Det er et produkt, vi tænker, kan trække godt op i salget og kendskabet til os, når vi skal etablere os i andre lande, det er der ingen tvivl om. Hver gang vi præsenterer vores portefølje for nye agenter, er det det første, de falder over,” siger Jesper Møller.

Slikafgift sender Toms' overskud på slankekur

Toms høster på effektiv Pingvin-marketing

Sværvægtere danser kinddans i detailkrigen

Mere fra FødevareWatch

Gorillas fyrer 300 ansatte – fremtid i Danmark er uvis

Hård konkurrence på ”last mile delivery”-markedet får tyske Gorillas til at skære til og sadle om. Fremover vil fokus være på Tyskland, Frankrig, Holland, Storbritannien og USA, mens fremtiden for den danske forretning hænger i en tynd tråd.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier