Toms fyrer topchef
Chokoladegiganten Toms har overraskende valgt at fyre topchef Jesper Møller efter ni år på posten.
Begrundelsen for fyringen er, at resultaterne ikke har været tilfredsstillende. Det skriver Toms i en meddelelse.
"Toms Gruppen har i de senere år været udfordret af ændrede markedsvilkår og ikke tilfredsstillende resultater, og for at imødekomme den nødvendige omstilling og tilpasning er der behov for nyt lederskab i Toms," lyder det.
Næstformand overtager posten
Toms forventer at have en ny direktør på plads inden længe, men indtil da vil næstformand i bestyrelsen, tidligere Dagrofa-chef Villy Rasmussen, påtage sig opgaven.
Selskabets bestyrelsesformand, Royal Unibrew-topchef Henrik Brandt, takker i meddelelsen Jesper Møller for tro tjeneste.
"Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Jesper for hans mangeårige engagement i at få Toms Gruppen igennem en periode med mange strukturelle og markedsmæssige udfordringer, men vi er blevet enige om, at der nu er behov for nyt lederskab for at bringe virksomheden videre,” udtaler formanden, som blot har siddet for bordenden i Toms i lidt over en måned.
Det er i øvrigt ikke helt fremmed for Henrik Brandt at dele fyresedler ud.
Så sent som for to uger siden fyrede han i sin egenskab af Royal Unibrew-chef direktøren for det finske datterbryggeri Hartwall, Pekka Rantala. Her var årsagen vanskeligheder i samarbejdet.
Faldende overskud
Toms Gruppen offentliggjorde årsregnskab i marts, der viste et kraftigt faldende overskud. I 2012 lød overskuddet på 51 mio. kr., mens det i 2013 var nede på 18,4 mio. kr.
Jesper Møller forklarede i den forbindelse, at selskabet er hårdt ramt af forhøjede afgifter.
”Det er selvfølgelig skidt, at overskuddet falder så meget. Vi er blevet ekstra hårdt presset af detailkæderne, og så er konfektureafgiften blev øget markant de seneste år. Det rammer os hårdt."
Men den undskyldning har bestyrelsen i Toms altså ikke godtaget, og derfor er Jesper Møller nu fortid i selskabet.
Jesper Møller kom til Toms i 2004 fra en stilling som direktør i ISS. Han har desuden haft en direktørstilling i Coca-Cola, ligesom han har været formand for DI indtil 2012. For to uger siden blev han desuden valgt ind i bestyrelsen hos fodboldklubben Brøndby IF.
FødevareWatch arbejder på en kommentar fra Jesper Møller og formand Henrik Brandt.
Headhuntere: Her er cheftypen, Toms leder efter
Chokoladegigant overvejer sin fremtid i Danmark
Relaterede artikler:
Headhuntere: Her er cheftypen, Toms leder efter
For abonnenter
"Toms risikerer at tabe, hvis de forlader Danmark"
For abonnenter