Fødevareforskere frygter følger af Ruslandskonflikt
Ifølge en gruppe forskere fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet hænger der sorte skyer over den danske fødevaresektor.
Nøjagtig som en lang række danske virksomheder tidligere har udtrykt bekymring over situationen i Rusland, hvor luften mellem Vladimir Putin og en lang række af verdens øvrige spidser bliver stadig koldere efter den russiske offensiv på Krim, er også forskerne bange for følgerne af krisen.
"Sidste gang Danmark var involveret i en handelskrig sammen med det meste af Europa kostede det os først flåden og senere Norge foruden en statsbankerot undervejs. Da Napoleon samlede den største hær, verden havde set, bestående af tropper fra mange europæiske lande, var hans formelle begrundelse for at indlede den skæbnesvangre invasion af Rusland i 1812, at Rusland havde forbrudt sig mod det protektionistiske handelssystem, kontinentalspærringen, som var vendt mod Storbritannien og USA," advarer lektor Kim Martin Lind fra Sektion for Produktion, Markeder og Politik i en meddelelse.
Fødevaresektorens eksport til Rusland beskæftigede ifølge Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi i alt 14.000 fuldtidsansatte i 2013, og samlet genererede de solgte fødevareprodukter i alt et bidrag på 7,5 mia. kr. til den danske økonomi. Den samlede danske vareeksport til Rusland udgjorde i 2013 11,8 milliarder kroner, svarende til knap 1,9 procent af den samlede danske eksport.
Andelen af fødevarer har siden 2000 ligget i omegnen af 40 procent. I 2013 udgjorde værdien af fødevareeksporten til Rusland 4,9 milliarder kroner eller 41 procent. Til sammenligning udgjorde fødevarerne 22 procent af Danmarks samlede eksport, skriver Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.
Institutleder Henrik Zobbe hæfter sig især ved, at eksportudviklingen over de senere år har været for opadgående:
"Danmarks eksport til Rusland er øget over en årrække, og det vil koste, hvis eksporten lukkes ned. Det interessante politiske spørgsmål er, om frihedsidealer kan gøres op i ussel mammon? Men for at besvare det, skal vi have en ide om, hvor mange arbejdspladser og hvor store eksportindtægter, der potentielt er på spil. Derfor har vi på instituttet beregnet, hvad en handelskrig i værste fald kan betyde for den danske økonomi," siger han.
Læs notatet, som fødevareforskerne har udfærdiget på problemstillingen i Rusland, her.
Ukrainekrise sætter chokoladefirma på standby
Dansk erhvervsliv dribler udenom sanktioner i Rusland
Russisk økonomi kan ramme dansk erhvervsliv