Nye direktører på trapperne i Kvickly og SuperBrugsen

Coop mangler folk på topposterne i både Kvickly og SuperBrugsen. Men i april skal direktørstolene helst være besat, fortæller koncerndirektør Michael Løve.

Da Coop sidste år kunne præsentere Niels Karstensen som ny direktør i Fakta, havde pladsen stået gabende tom i mere end et år, fordi ingen af de udpegede kandidater tilsyneladende ønskede jobbet. 

Men sådan kommer det ikke til at gå i koncernens butikskæder Kvickly og SuperBrugsen, der har været uden permanente direktører siden nytår.

Det siger Michael Løve, koncerndirektør i Coop med ansvar for koncernens fem kæder, der ud over de allerede nævnte tæller Irma og Dagli'Brugsen.

"Søgningen efter nye direktører til de to kæder går helt efter planen. Vi er meget langt med samtaler med kandidaterne og regner med at kunne melde noget konkret ud i april," siger Michael Løve, som leder Coops jagt på nye direktører.

Han blev selv forfremmet til koncerndirektør fra rollen som kædedirektør i SuperBrugsen i januar og passer derfor begge job, til der er fundet en afløser for ham i SuperBrugsen.

I Kvickly er kommerciel direktør Anne-Marie Navarro indsat som midlertidig leder, efter Jesper Faurholdt i december sagde op som følge af uenigheder med koncernledelsen.

Headhunter leder overalt

Til at finde de nye direktører har Coop ansat headhunterselskabet Russell Reynolds, som har fået besked på at søge bredt efter nye ankermænd i dagligvarekæderne.

"Vi leder overalt. De bedste personer til jobbet skal findes, og så gør det ikke så meget, om det er intern eller ekstern rekruttering,” siger Michael Løve.

Hvilke kvaliteter skal man have for at være direktør i Kvickly?

”Man skal selvfølgelig være en super dygtig leder. Man skal have forståelse for at sælge til slutkunder og for tempoet i dagligvarehandlen. Og så skal man være ambitiøs. Og det er faktisk den samme type, vi leder efter til SuperBrugsen.”

Prøv FødevareWatchs abonnement gratis i 30 dage

Dårlig erfaring med ledig direktørstol

For Coop har det tidligere haft negative konsekvenser at stå uden kædedirektør.

Den nuværende Danæg-chef, Jan Gerber, stoppede i juli 2012 som chef i Fakta, og jagten på hans afløser blev sat ind. Men nyheden om en afløser lod vente på sig, og et år senere kunne Berlingske berette, at adskillige kandidater havde afvist jobbet.

Siden har det vist sig, at året med ledelsesvakuum har været ekstremt hårdt for Fakta, som med et rapporteret minus på 100 mio. kr. for 2013 kan se tilbage på året som det værste i kædens historie.

Men Michael Løve frygter ikke, at månederne uden direktør får samme konsekvenser for Kvickly og SuperBrugsen.

"Jeg tror faktisk ikke, det betyder noget lige nu. I Kvickly har vi konstitueret Anne-Marie Navarro, som kender butikken og kører den fint. Så dér er der ingen uro. Og jeg er selv fortsat i rollen i SuperBrugsen - med lidt ekstra opbakning fra ledergruppen,” siger han.

Men kan I passe to job på samme tid – uden at det går ud over indsatsen?

”Ja, det handler bare om at løbe hurtigere. Der er lidt ekstra travlt i øjeblikket, og sådan må det være.”

Coop kommer med samlet årsregnskab for 2013 i starten af april, men allerede lækkede tal beretter om en driftsindtjening på beskedne 100 mio. kr. Til sammenligning har ærkerivalen Dansk Supermarked allerede fremvist et driftsoverskud på 1,7 mia. kr. for året.

Utilfreds Coop-formand: Langt til milliarden

Coops nethandel giver stadig underskud

Millionerne forsvinder i Coop

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter