Horesta om hjælpepakker: Det virker som om politikerne har forstået alvoren

Hotellernes og restauranternes organisation ser positive takter i hjælpepakker. Men der er fortsat vigtige elementer, som skal på plads.
Foto: Stine Bidstrup/Ritzau/Ritzau Scanpix
Foto: Stine Bidstrup/Ritzau/Ritzau Scanpix
AF JENS ERIK RASMUSSEN

Der er positive takter i de hjælpepakker, som regeringen fik vedtaget sent i aftes.

Det vurderer Horesta, der er hotellernes og restauranternes brancheorganisation.

Men der er fortsat vigtige elementer, som skal falde på plads, og den udvidede hjælp kan ikke forhindre fyringer og konkurser i restauranter og hoteller i de kommende måneder.

"Det virker, som om politikerne har forstået alvoren," siger Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i Horesta.

Hun fremhæver, at de nuværende kompensations- og garantiordninger forlænges frem til 31. januar 2021, ligesom kompensationsordningen for faste udgifter udvides og forbedres. Der åbnes også for kompensation til virksomheder, som er direkte leverandører til private og sociale arrangementer.

"Det er en omfattende aftale, som imødekommer nogle af de udfordringer, erhvervet har. Men det er ikke alle problemer, som er løst," siger Kirsten Munch Andersen.

Hun peger først og fremmest på aftalen om arbejdstidsfordeling, populært kaldet delejob, som i slutningen af august afløste ordningen med lønkompensation, der skulle forhindre fyringer. Ordningen med delejob er imidlertid både for dyr og ufleksibel for hoteller og restauranter.

"I aftalen lægger man op til, at ordningen skal justeres, og det er afgørende for vores branche, at der bliver leveret på det punkt," siger Kirsten Munch Andersen.

Som ordningen er i dag, kan hoteller og restauranter f.eks. ikke tilkalde tjenere og vikarer til store selskaber og konferencer. Det er imidlertid et grundvilkår i branchen, at der tilkaldes ekstra personale i perioder med spidsbelastning.

"Hoteller og restauranter har ikke råd til at gå glip af den omsætning, og derfor passer de nuværende regler for delejob ikke til vores virksomheder," siger Kirsten Munch Andersen.

Ifølge de seneste opgørelser er der kun 457 medarbejdere fra hotel- og restaurantbranchen, som benytter ordningen om arbejdstidsfordeling. Derimod har 60.000 medarbejdere været på lønkompensation.

Horesta hæfter sig også ved, at regeringen vil arbejde for at udvide begrebet om forbud.

I dag kan virksomheder kun få maksimal kompensation for mistet omsætning, hvis de er ramt af et decideret forbud. F.eks. et forbud mod forsamlinger på mere end 500 mennesker. Regeringen har imidlertid en række anbefalinger, som ifølge Horesta reelt har samme virkning som et forbud. Sondringen mellem forbud og anbefalinger er vigtig i forhold til støttereglerne i EU.

"Regeringen vil tage fat i EU og undersøge om flere kan få kompensation. Det er meget vigtigt for vores erhverv, at flere virksomheder kan blive omfattet," siger Kirsten Munch Andersen.

Hun fremhæver, at hjælpepakkerne ikke kan forhindre yderligere fyringer og konkurser blandt hoteller og restauranter. Ifølge Horesta er der allerede forsvundet 30.000 jobs.

Det er ikke mindst forbuddet mod forsamlinger på mere end 10 personer og anbefalingerne om at aflyse sociale arrangementer, der skaber yderligere problemer. Det vil koste erhvervet en milliardomsætning, som var hårdt tiltrængt.

Ny aftale forlænger og udvider hjælpepakker Nye restriktioner truer ølsalget i vigtig sæson OVERBLIK: Alt om de seneste corona-restriktioner

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også