Kampagne fra vegetarer sammenligner kød med cigaretter

Måltidskassefirmaet Simple Feast vil have danskerne til at skære ned på kødet og tilbyder professionel hjælp.
Foto: PR Simple Feast
Foto: PR Simple Feast
AF RITZAU

En mor sidder og ryger, mens hendes søn med afsky i ansigtet forsøger at vifte røgen væk. Men det er ikke en smøg, hun har i munden. Det er en pølse. 

Et sådant tv-klip vil fra mandag blive vist på mange af landets togstationer, busser samt gymnasier og uddannelsesinstitutioner, skriver Politiken.

I klippet er gamle klip af rygere, hvor cigaretter og cigarer er skiftet ud med knækpølser og frankfurtere.

Kampagnen slutter med at spørge seeren, om det ikke er tid til at kvitte kødet og giver en opfordring til at ringe til en hjælpelinje.

Hvis man ringer til nummeret, sidder ernæringseksperter klar til at rådgive om, hvordan man kan skære ned for sit kødforbrug.

Bag kampagnen står virksomheden Simple Feast, der sælger vegetariske måltidskasser.

"Meningen med kampagnevideoen er at få os til at kigge på os selv og sige, hvor er det absurd den måde, vi lever på," siger Jakob Jønck, adm. direktør i Simple Feast, til Politiken.

Men flere fagfolk og organisationer kalder sammenligningen mellem rygning og kød misvisende.

Processeret okse- og svinekød såsom pølser, røget skinke og bacon øger risikoen for visse kræftsygdomme med 18 procent ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Til sammenligning øger rygning risikoen for at få kræft med 2500 procent.

"At droppe kødet kan være okay, men det er vildledende at bruge skræmmekampagner og sammenligne det med rygning. Det er helt ude i hampen," siger ernæringsprofessor Arne Astrup fra Københavns Universitet til Politiken.

De officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen anbefaler, at man spiser mindre end 500 gram kød om ugen.

Jakob Jønck fra Simple Feast understreger, at meningen med kampagnen ikke er at påstå, at kød er lige så farligt som rygning. Det er ment som en "absurd joke".

Endomondo-millionær vil nå lige så mange mennesker som McDonalds

Endomondo-stifter henter stort kapitalindskud til sine grønne måltidskaser

Nemlig.com vil vinde på økologi og kødalternativer

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også